ikke længere

nu rejser jeg min vej igen
fordi jeg ikke længere er den
den jeg endelig var blevet til

jeg har kæmpet mange kampe og krige
blot for at blive den ynkelige pige
som jeg forlod og lagde bag mig

nu står jeg så atter her
her, hvor det hele startede
og hvad der så sker
er der ingen til at besvare

jeg følte, jeg vidste bedre
men jeg var ikke kommet en anelse videre
jeg vågnede til drømme om engang
og jeg følte evigt og atter en trang
til at efterlade alt tilbage
blot for at finde glemte dage

så sker det, at rastløsheden vinder
fordi det er ensomheden, jeg kender
det er der, jeg hører hjemme
der kan jeg altid finde en stemme
en stemme i mørket, der hvisker
når jeg ikke længere føler mig sikker

men jeg hører ikke noget længere
og jeg kan ikke bære byrden mellem min hænder
det hele var dømt til at dø på forhånd

jeg prøver så inderligt at finde den vej
som, jeg troede, jeg havde fundet før dig
jeg vil kæmpe og føle, at jeg er mere end det
du nogensinde gjorde mig til

en sidste del

hvad søger jeg i dagene af det glemte
og hvad redder jeg af alt det forsømte
hvornår vil jeg passere dit sidste minde
hvornår vil kampen mellem os bare ende?
af alle dage der er gået forbi
så holder jeg ikke mere indeni
jeg holder hverken drømme eller planer
og jeg savner dig mere, end du aner
jeg savner at mærke dig banke i mit hjerte
og jeg savner at mærke mere end bare smerte
og hvis bare mine tårer tog det hele bort
og mine dage kunne vende til andet end sort
hvor er du?
hvor har jeg glemt dig?
savner du?
lever jeg?
jeg ved ikke længere, hvor jeg skal lede
og det nytter intet blot at begræde
alt det der er forsvundet ind til et minde
som jeg aldrig vil være i stand til at finde
jeg savner at grine, føle glæde og latter
og jeg længes mod den dag, hvor jeg atter
finder dig
resten af mig

uden mig

jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger
kigger med lyttende blikke og sukker
mærker euforien svinde og eksplodere
i stykker af mangel på meget og mere
jeg indfanges i drømmenes spind
når jeg atter mangler steder at søge hen
jeg indhylles i lag af illusioner
og glemmer sagte livets frustrationer
jeg vakler og vælter i rester af dage
velvidende om, at de aldrig kommer tilbage
jeg har bøjet, faldet og kastet mig i støvet
og mange og utallige løfter har mig bedøvet
ladet mig tro på noget større, der kunne hele
hvad der er splintret i hundredetusinde dele
og når det så atter sker
at du ikke er her mere
når dage bliver til år
og tiden atter forgår
hvem holder mig så fra at falde
og hvem hører mig overhovedet kalde
når man efterhånden har levet i mangel på held
har man bare lært at klare det meste selv
jeg hader følelsen af behov, der uddækkeligt
når det med tiden bliver umætteligt
jeg ejer ikke evne til at afhænge af nogen
ej heller ejer jeg egentlig troen
der skal bære den drøm, vi deler
jeg ved, jeg er for meget for dig
jeg ved det, fordi jeg kender mig
jeg fylder, jeg smadrer og kvæler
alt, hvad du holder i dine hænder
du burde gå
du kan stadig nå
at finde en vej
uden mig

lige her

du finder veje at vandre i mit sind
og jeg lukker dig velvilligt ind
jeg lader dig valse ind i mit åbne hjerte
jeg lader dig rive itu og forårsage smerte
jeg smider mig uvidende på lagener af løgne
jeg ruller mig, drukner og forføres i drømme
på kanten mellem dig og det, jeg aldrig får
bliver det nøjagtigt som før, du går
du kommer selvfølgelig tilbage
med tid, med sorg, med smerte .. efter tusind dage

du længes, du søger
du mindes, du higer
efter kærlighed som det var engang
dengang vi havde mere en blot en trang
til udskælde, svælge os i smerte og vin
hvor du var min, og jeg var ganske din
jeg lod dig holde min hånd og mit begær
men som et lysglimt var det ikke mere
livet ramte os brutalt, selv om vi kæmpede
og jeg holdte en anelse længere og ventede
ventede naivt og kæmpende mod dæmoner i natten
jeg troede, du ville komme tilbage og tage det
tage det hele tilbage du havde sagt og gjort
gøre om, slette alt det forbandede lort
som du lavede, jeg forårsagede, vi satte til
men jeg var alene, et fragment, blot en lille del
af noget større der blev os begge for meget
som vi begge måtte slippe og bearbejde

den dag i dag holder jeg stadig på
at vi nåede det største, man kan nå
vi elskede for meget og mere, hvis man kan
men vi var langt fra kvinde og mand
vi var så unge og kunne ikke bære
hvad vi var afkrævet at være
måske en dag vil det være igen
og jeg vil tabe mig i dig og være mere end ven
jeg vil holde drømme, vi skabte
og denne gang vil jeg ikke vakle
jeg vil holde de rette værdier uden begær
så du ikke atter forsvinder men bliver her

måske

jeg ved ikke, hvorfor det vender tilbage
hvorfor holder jeg ubevidst i de dage
de dage som ikke holder eller er her mere
som jeg ikke engang ønsker skal eksistere?

jeg ønsker at forsvinde ind i anden virkelighed
baseret på nye relationer og foranderlighed
troen på jeg kan finde det bedste i det mindste
og finde potentiale i dets væsen til fantastisk
en overmenneskelig følelse af konstant vibration
i alting jeg foretager og enhver vision
om at skabe og kreere så uendeligt meget mere
end jeg tidligere har været i stand til at lære

det er ganske øjensynligt at for mange af de
med hvem jeg troede, jeg havde skabt værdi
skabt noget af betydning og mere mellem himmel og jord
ikke havde skabt mere end de blotte, sagte ord

nu tager jeg mig selv i at føle en smule hævngærrig
blot i mit ønske om at føle mig en anelse værdig
når jeg ønsker at rejse mig og genvinde lidt tro
på alt min iboende kærlighed atter kan gro
jeg søger ikke at forklare, hvordan jeg endte der
hvor jeg alene er skyldig i det, jeg ikke ser
jeg ser ikke, hvad synes så iøjnefaldende at se
som det eneste tænkelige mulige, der kunne ske

egentlig er jeg bare træt af at prøve på noget
som aldrig vil være mig rigtigt som lovet
jeg lever, eksisterer og finder vel glæde i andet
så hvorfor søger jeg efter ukendte ting i faldet?
hvor jagte smerte og pine frem for glæde i egne drømme
når jeg ved, at der kan jeg evigt og altid vinde
måske burde jeg blot give efter for banaliteten
og der vil det hele opstå som glæde i realiteten
for det er nærværende, til stede og ægte
og det er vel det, jeg har i mit evige sigte

mere

i et kort sekund indfangede det mig i sit spind
det lokkede, forførte og sugede mig problemfrit ind
i et øjeblik mistede jeg kontrollen og lod det ske
jeg overgav mig til troen om, at det kunne blive til
men jeg af alle ved, det aldrig og atter kan være
jeg er urokkelig i mine overbevisninger om mere
mere til livet end blot den krakelerende illusion
der evigt og altid vil efterlade den enkelte som kujon
når naiviteten sætter ind, og vi finder tro på mirakler
som er uvirkelige, umulige og aldrig når deres løfter
falder vi smertefuldt og mærker den fatale virkelighed
som ikke rummer et eneste gram af den ufattelige kærlighed
der er ikke romancer, kærlighed og evige bånd og drømme
der er forblindelse, illusioner og bristende planer
intet udstår nogensinde dets prøvelser i længden
og det vil hurtigt forsvinde og rinde ud i tiden
jeg tror bare ikke på det, for det kan ikke eksistere
og jeg har ikke evnerne til nogensinde at tro på det mere

complexity

who taught us to speak in silence?
who taught us to avoid the use of words?
who taught us to leave things behind us
when all we felt was hurt?

when did we stop telling how we feel?
when it'll only make us doubt if it's real?
how are we to know what to say and do
when we never really have a single clue?
I lie, I pretend and do what I think you want
and I forget what I need and what I really want
I search for the answers by questioning my self
and it will leave me inexplicable once again
I can't find the solution to insolvable things
I can't create inconceivable miracles out of nothing
I am merely just a girl made of nothing but life
and I seem to be the only to whom I can confide
all the broken dreams which arose from dark
as they were legally breaking my easy heart
I am tired of reading everything in to nothing
and I am tired of watching all the killing
all the killing of the things that could be
exactly what we all are longing to see
I am tired of lying to make it seem real
and I am tired of defining how I feel
it should be easy to know when to cry
it should be even easier to let it die
to laugh should be so simple and plain
and every try really shouldn't be in vain
how did happiness ever become so complex?
and how did we so easily find a way into distress?

things I am not proud of

I stayed too long, I wasn't strong
I couldn't leave, I was misconceived

I could easily have left for the sake of my babies
but it was not that easy to give up on my fantasies
my faith in forever and happily ever after with a man
who was loving me painfully and endlessly down in the sand
I lost my foothold and I slipped down in the abyss of pain
and all of the plans, hopes and dreams just came to nothing
I gave up on those who I should have chosen instead of him
and for that I feel ashamed and for giving so foolishly in
the forgiveness I met on the way as I was going back home
was undeserved but I had never made all alone on my own
I tried to be strong and pretend as if I was independent
but I failed in keeping up my facades by acting contended
I simply could not find the strength to watch him happy
carring on smiling and doing perfectly fine without me
and for my lack of indifference to his very being
I feel small, incredibly stupid and deeply wrong
in my search for more to life I found several men
and yet I did the same mistake all over again
surely I could not devote myself to their attention
since I was still intoxicated from my previous addiction
but I easily lost track of myself in their words
to avoid and comprehend more damage or hurt
and I am embarresed that I had to take advantage of men
only to get a fragile hold of myself again
and as I later experienced that I had always been wrong
in things I had defended in my belief of love
I must honestly apologize to those I have criticized
for trying to prove me wrong and make me realise
that I did not need to suffer for my convictions
it's forgivable to be wrong and then change them
it took a while and a lot to make it that far
but finally I made it where they probably are
I've learned to trust in the right kind of people
instead of giving myself away to the ones who are evil
I am so much more than he ever made of me
and I am so grateful for those who made me see
though the means and ways have been slightly wrong
I don't any longer need anyone's love to rely on

I am not proud of who I was and what I've done
but I am proud of who I am and what I've become

(almost) forever

It's written all over your face
that you're broken and feel misplaced
how I wish to take your weakened hand
and tell you I'll always be your man
I'll replace all of those idiotic fools
who have made all of these ridiculous rules
as you and all of the other tiny girls
have based your lives on and created your worlds
you're my baby and I can't stand to watch you cry
and as the others you don't really understand why
all of the words could fall so easily apart
and how you could end up with a broken heart
he'd promised to love you forever and more
and now you're silently laying on the floor
you embrace the pain as if you deserve it
but I tell you, it isn't worth it
you're so much better than any I've ever met
and he's the one who's going to regret
the loss he will suffer from losing you
and I know that it was all you had left to do
but there's almost a forever in everyone
you just havn't find the actual one
who can give you more than almost and near by
which will only lead to tears and make you cry
no, someday you'll find a forever and always
who will be worth all the losses and tries

atter

jeg venter til stadighed på det
der skal få det hele til at ske
jeg venter i troen på det bedste
fordi jeg intet har at miste
jeg har mistet så mange gange før
og jeg ved nu, at jeg ikke dør
af de smerter andre forvolder
uanset hvor meget jeg holder
af de minder de tager med
ved jeg, det ikke varer ved
med tiden vil det passere
og det vil ikke være her mere

tiden er mere end bare relativ
og måske er jeg blot en anelse naiv
men jeg vil så gerne tro på mere
at det virkelig kan eksistere
men jeg ved jo godt, det ikke hænder
det er aldrig evigt, det ender
intet er stærkere end andet
og vi tager hinanden med i faldet
vi falder i ord af smerte og skrig
fordi vi ikke kan magte, hvad der skal til
vi har ikke styrke og mod
til at finde vej i vores rod
af forvirrende tanker og smerter
som har plantet sig i vores hjerter

jeg vil ikke holde på troen mere
for jeg har ikke evner til at forcere
et smil der antyder troen på noget større
når jeg kun tror på ting, der bliver til værre
kærlighed er blot en selvkreeret illusion
skabt af de der ikke vil være alene og itu
men alting kan samles, limes og heles
og alle ting kan jo bare deles
deles mellem to der tror de elsker
og når det ender, er det svært at miste
så jeg holder på mit af frygt og viden
for jeg vil ikke miste mig selv i tiden
jeg vil ikke falde i kløerne på det
der har sat alt for mange knuste hjerter til
jeg vil være hel og ikke knækkes fordi
jeg atter og igen ikke er mulig at befri
fra fortidens tyranniserende væsen og dybde
som endnu og atter gør mig umulig at elske

heart

I just don't care if it's real
that won't change how it feels.

time

I can run swiftly and silently when you want me to stay still,
I can move slowly and cautiously and am yours to fill.
you look at me often and yet you always forget me,
I am the most feared killer, yet you can't live without me.
sometimes you have me for all to spare,
yet when you need me, I am not there.
you can waste me, or cherish me, you choose the track,
but once you're done you can never get me back.

relentless

and then I fell on the floor to cry
and I if you ask me I don't know why
my heart isn't aching or breaking
but I am feeling slightly forsaken
perhaps I'm too relentless in my way
of pretending as if I'm always okay
..

egentlig

i et øjeblik hvor det hele er slående
finder jeg atter mig selv uforstående
jeg benægter, når jeg ser det ske
og jeg kan ikke sætte det til
jeg ville ønske, jeg kunne slippe
springe og falde fra min faste klippe
men jeg holder på kendt og sikkert
og holder mig stående, når det vipper
jeg er ikke længere overbevidst om
at dagen kommer, hvor det hele går op
hvor du siger de ord, jeg mangler
og sletter mine fortvivlede tanker
hvis jeg lyver og siger, jeg tror
vil du måske med tiden finde ord
men jeg kan ikke længere se det
og jeg tror ikke, jeg kan blive ved
jeg tror for meget på tosomhed
og du minder mig om dage med ensomhed
i din overmand hørte jeg det hele
alt, som du ikke vil dele
måske var det intet og vil passere
men hvad hvis det virkelig er mere?
hvis den følelse af samhørighed
der fyldte mig med en tro på kærlighed
virkelig kan eksistere og blive til
så er det måske det, jeg i virkeligheden vil.

sikker

når dagen atter går på hæld
og du føler det hele igen
når du lukker dine øjne og beder
at det er noget, du ikke ser
at du kan holde det borte
at der ikke kommer mere smerte
du græder ikke
fordi du ikke vil
du siger det ikke
for det gør hverken fra eller til
du ligger dine faldne drømme her
her hos mig, for du ved, jeg ser
jeg ser, hvad andre ikke evner
og jeg holder dig mellem mine hænder
jeg holder dig fra at falde
og jeg hører dig kalde
jeg syr dig, hvor du knækker
og jeg elsker dig, så du er sikker.

Easily.

I guess I'm wounded and it hurts a bit
Well, to be frank it hurts like shit..
I wish to let go of whatever we used to be
but I do not really want to be free or see
I do not want to realize the damage you cause
and, apparently, I pretend you have no flaws
the days have become so weary and way too many
and you cannot imprison me in my mind, sadly
I cannot interpret what you expect of me
and I cannot comply with your demands on me
I have walked this land of broken dreams before
but I do not want to visit or come here anymore
I want to dry the humid spots on my soaked pillow
and I want to fight away all the pain and sorrow
which roam in the extremity of light and dark
in my vacant mind and cause disorder in my fragile heart
as for now I'm out of words and will
and all I want to do is kill
I want to kill every bit of pathetic memory
that has a place and exists inside of me
as I move and pretend to no longer belong to you
I'm not sure you'll even notice or have a clue
someday you might discover a lack of suppression
since I'm gone and you no longer have anyone
whose compliance you can exploit and take advantage of
I'm the forever forgiving who finally had enough
I'm nothing but the silhouette of a forsaken daughter
who do not have the capacity to linger any longer
and I seek your lack of embracement in men of life
and pretend they'll easily substitute what I miss inside.

midt i mellem

til tider har jeg det med at befinde
mig et ukendt sted mellem dig og et minde
jeg føler, jeg driver mig selv til vanvid
og jeg aner ikke, om jeg blot er paranoid
er det mig, der mister mig selv i tiden
eller er det dig, der holder på din viden
holder du på ord, fordi du ikke tror
eller hører jeg ikke, fordi jeg ikke vil slippe?

ord

i det sekund hvor ordene er sagt
tror jeg på deres altfortærende magt
men når realiteten smadrer deres værd
så er de ikke længere her

hvad vi siger, hvad vi gør
hvad vi føler, at vi bør
skal jeg rejse mig og gå?
eller blot lade det stå
stå til og lade det falde
vil jeg høre det kalde?

just for me

.. you're just as perfect as can be
and you're the perfect guy for me

bedrager jeg dig igen og igen
eller lyver jeg blot for mig selv
holder jeg alene facaderne oppe
blot i troen på at vedligeholde
de løgne jeg baserer det hele på
i håbet om jeg aldrig går i stå

hvad formår jeg at holde som værende
og hvad antager jeg reelt som bærende
hvilke værdier er fremtrædende i mig
når jeg glemmer fragmenter i livet af dig
når jeg taber de visioner, vi kreerede
fordi vi delte os i stykker og parterede
hinanden med smertende ord og spyttende fakler
fordi vi ikke kunne skabe de nødvendige mirakler
men hvad er jeg, og hvem søger jeg at være
og hvilke evner og facetter bør jeg lære
for at lære at være som jeg var engang
eller blot for at overvinde min sagte trang
til at bryde med de rammer, jeg holder
og ignorere den smerte, du forvolder

for evigt

der er mange sprog, jeg ikke kan tale
der er ting, jeg ikke kan hindre at falde
der er ord, jeg aldrig helt forstår
og der er tid, der blot forgår og går
jeg holder ikke svarene på alverdens gåder
og jeg kender ikke alle måder
hvorpå jeg skal holde dit hjerte korrekt
og hvordan jeg kan elske dig helt perfekt
hvis jeg nogensinde fortalte om smerte
som romancer efterladte og forvoldte mit hjerte
så kan de intet forsømme sammenlignet med dig
for du ejer mere end nogen anden af mig
du ejer mine tanker, mit hjerte og alt, jeg er
og du er altid den eneste, jeg ønsker, ser
ser den lille pige, der gemmer sig i mængden
og frygter hun ikke kan udstå længden
jeg kan ikke konkurrere med dine
men du kan ganske let konkurrere med mine
så hvis jeg var den, der vendte mig et øjeblik
har det udelukkende været af frygt for, du gik
at den dag ville komme, hvor du ikke kunne mere
hvor mine smerter var mere, end du kunne kapere
men du har stadig mit hjerte og min kærlighed
og det siger jeg af dybfølt ærlighed
og selvom jeg aldrig ved, hvad jeg bør mene
så ændrer det aldrig, at du er min eneste ene
og når dagene fortrænger mine tidligere ord
og du ender med at tvivle på mig, og du tror
at jeg nogensinde vil kunne finde din lige
så har jeg nok kun dette at sige ..

i kanterne af det forhenværende og det glemte
er der uendeligt meget, vi forsømte
vi glemte i romancernes lovende skær
hvad der egentlig var det sande værd
vi glemte at garantere, at vi var evige og tilstede
og vi glemte at sige, hvad der udgjorde glæde
vi tog til tider hinanden for givet
og vi mistede vores ord i kærlighed og livet
men mine ord står som permanente igen og igen
du vil altid være min eneste ene og bedste ven.

igen

.. det er ikke noget, jeg vil
men det er noget, jeg skal
jeg besidder ikke, hvad der skal til
så det er det eneste, jeg kan

ærligtalt, ja

når dit blik atter falder på mig
og jeg griner og kigger den anden vej
så er det oprigtig ligegyldighed
for jeg føler ikke mere kærlighed
der er ikke noget savn tilbage
kun dårlige minder fra gamle dage
jeg bebrejder dig for alt
og alt der nogensinde endte galt
jeg ønsker kun det værste for dig
ligesom du altid gjorde for mig
jeg håber al smerte i verden
vil plante sig i dig på din færden
jeg håber, livet vil fratage dig drømme
som du altid bad mig forsømme
og når du en dag føler noget reelt
som ikke blot er påtaget og trivielt
så håber jeg, det smadrer dit sind
og du ligesom jeg vil blive blind
gøre latterlige ting i troen på det
som ihærdigt og naivt har ladet stå til
og falder du en dag for min fod
hvor jeg tidligere lå, og du stod
selvom jeg altid har været den svage pige
så vil jeg ærligt kigge dig i øjnene og sige
mens du ynkeligt og tiggende vil kigge på mig
.. ja, jeg hader dig.

flygt, gå

hvis jeg var hende, der holdte de drømme
som du evigt og altid måtte forsømme
fordi de ikke længere ville passe
passe ned i din tilpasselige kasse
så giver jeg glædeligt det hele tilbage
for jeg vil ikke længere holde de dage
mellem mine svage og vaklende hænder
for jeg har indset, hvordan det ender
jeg har allerede forladt dig i sind og hjerte
til trods for jeg stadig bærer på din smerte
men når solen rammer min tårevædede kind
og jeg atter lærer at lukke nogen ind
så er jeg hende, der står stærkere end før
og du vil være den, der falder og dør

nu

det var ordet hjertet, der mindede mig om det
der nyligt ramte mig og slog det meste ihjel
det var erindringen om det, jeg har besejret
endelig har overvundet og næsten bebrejdet
for al den styrke, jeg hævder at have
for al den glæde, der lever tilbage
men jeg rummer stadig fortidssmerte
og jeg føler stadig arrene på mit hjerte
jeg er endnu uden den kompetence
der vil overvinde min glemte romance
i dine øjne ser jeg en skygge af mig selv
der minder mig om det, jeg ikke længere vil
jeg vil ikke være måske, til overs eller åbenbart
jeg vil være bestemt, i centrum og det bedste, du har
kan du ikke sige, hvad jeg behøver at høre
kan du ikke klare, hvad du egentlig bør gøre
så er jeg ikke den pige, du får
for denne gang rejser jeg mig og går
denne gang vil jeg gå i tide
denne gang vil jeg slet ikke vide
jeg vil ikke vide, hvad det kunne blive til
hvis det indebærer alle disse tabte spil
jeg vinder nemlig aldrig i dysten med de dæmoner
der besætter mig og skaber smertefulde situationer
jeg vil have rigtig kærlighed, hvor man ikke vakler
jeg vil have kærlighed uden tro på falske mirakler
jeg vil have alt andet end det, jeg havde
jeg vil høre det, som han aldrig sagde
du må bevise, du har, hvad der skal til
ellers ved jeg, der kommer andre, der vil

morgenmelankoli

til tider drømmer jeg der, hvor facaderne falder
skræmte miner, latterligt svage karakterer kalder
de kalder mit navn og beder om barmhjertighed
eftersom de blot er ofre for omfattende kærlighed
og hvad er jeg så blevet i lyset af de dage, vi havde
hvilke iturevne minder skal eksistere i min kladde
over ord og vokaler om inderlig smerte i form af poesi
som udgør de menneskelige dele, jeg stadig rummer indeni
jeg føler ikke, mine tanker længere kan rumme de ord
som alle unægtelig forcerer og siger, de tror
tror vil gøre min verden en anelse mere udholdelig
og måske gøre mig en lille smule mere medgørlig
det er ikke det, de sagte ord længere siger
men det er skrevet i blikket af patetiske piger
pigebørns øjne lyver og fortæller de sande løgne
som atter drukner i begær, lysglimt og drømme
drømme om egenvinding og en smule af den famøse succes
som nogle har bildt dem ind, de besidder og kan lægge til
lægge til de selvhævede kundskaber de mænger sig med
mens værdierne lider en langsom nedsmeltning og falder ned
måske står jeg så til stadighed tilbage som hende, I glemte
blot fordi jeg ikke solgte min sjæl, men blev hjemme i det kendte
jeg forgav aldrig drømme, der aldrig havde en chance i dagens lys
og det var aldrig mig, der stjal og forførte mig til lånte kys
jeg var ikke naiv i natten og troede på deres fatale løfter
og jeg kunne aldrig finde håb om de fantastiske kræfter
som enhver af jeres milepæle fastslog, de ville løfte jer med
og nu er de faldet, og I erkender atter, at kærlighed aldrig varer ved
det er næsten bittert at se jer lide den skæbne, som var forbeholdt mig
men I lyttede jo ikke til mine forudsigelser om smertens leg, nej
så I betaler den pris, det koster at sælge sig selv
til dem, der atter og aldrig vil betale jer igen
selv når I finder de knuste mærkater af løfter og drømme
der sendte jer til livets overflade, inden I lærte at svømme
.. så velkommen til kærlighed, livet og den evigtstående fantasi
der indkapsler mig i en silhouet af beskyttende morgenmelankoli

hvis du vil

hvis du nogensinde hørte mig hviske i mørket
det jeg ville have svoret, at ingen hørte
hvis du hører mere end de fleste
hvis du virkelig er den, som ser det
tager du min hånd, når jeg føler mig alene
lover du at blive, når jeg atter står som ene
bliver du, når de andre atter går
og tiden endnu og atter slår
slår og får dagene til at forsvinde
og det hele forsvinder ind til et minde
et minde om forsømte drømme og dage
der sikkert og aldrig kommer tilbage
de kommer aldrig tilbage til mig
men du viser mig alligevel vej til dig
men jeg ved ikke, om jeg forstår dine ord
og jeg ved ikke, hvorfor jeg egentlig tror
tror, at du er anderledes end de, som er flest
og jeg ved ikke hvorfor, jeg vil have dig mest
mere end andre jeg tidligere har haft
synes du at have mere end blot kærlighedens kraft
jeg prøver at lade være, fordi jeg af alle ved
at jeg jo aldrig nogensinde har det, der skal til
jeg kan hverken holde på drømme eller kærlighed
og jeg kan aldrig få en som dig til at være min i evighed
men jeg ved heller ikke, om det betyder alverden mere
hvis bare vi kan få en smule af os til at eksistere
jeg tror, fordi du får mit hjerte til at banke
og jeg ved godt, det måske er en latterlig tanke
jeg kender mange kloge ord, der passer på meget
men når det kommer til dig, kan jeg ikke sige noget
der passer og beskriver, hvad jeg egentlig føler
og det føles egentlig patetisk og uden for karakter
det eneste jeg kan, det er at give dig mig og mit hjerte
.. så må du tage det, hvis du vil have det

(u)brydelige bånd

det er egentlig ufatteligt, at jeg lader dig gøre det igen og igen
gang på gang lader jeg dig være den
den, der ødelægger min glæde og hiver alt fra hinanden
og jeg ville ønske, du var erstattelig med en anden
jeg ville ønske, du kunne se
alt den skade du lader ske
det, du forvolder mit forsømte hjerte
som altid tålmodigt har båret på din smerte
jeg vil så gerne gøre dig stolt og høre i din stemme
at selvfølgelig vil jeg altid høre hjemme
høre hjemme i din forskruede verden
men det er som om, jeg aldrig lærer det
jeg fatter jo ikke, du altid er den samme som før
og uanset hvad er der aldrig noget, jeg gør
der er godt nok til dine umenneskelige forventninger
og jeg fejler atter ud fra dine ufattelige overbevisninger
jeg kan ikke være som hende, der kan det hele
og jeg kan ikke deles i flere dele
jeg kan ikke holde flere tårer
der altid må mindes om blodet i vores årer
der binder os ubrydeligt sammen
men aldrig giver mig en følelse af velkommen
jeg forstår ikke, hvad det er, der skal til
og jeg ved ikke, om jeg længere vil
for jeg kan ikke blive ved med at søge efter en mig
der endelig vil være god nok til dig
hvis du ikke nu kan elske mig, som jeg er
så tror jeg bare aldrig, det sker
du vil aldrig blive min sikre havn
og du vil aldrig tage mig i din favn
kysse mig på panden og holde min hånd
huske at binde alle de løse bånd
du vil ikke engang se mig falde
og du vil aldrig høre mig kalde
du har ødelagt mig så ofte og igen
men jeg lader dig ikke blive ved
hvis du ikke kan være den, du burde være
og når jeg ved, det aldrig er noget, du vil lære
så må du og dine lege lykkelige uden mig
for det er det eneste, jeg aldrig bliver hos dig

Beneath

Lately I’ve been wondering
Why I have this inner fight
I’ve been painfully discovering
How it gets worse at night
When I sleep with another man
And he’s kindly holding my hand
I still don’t really understand
Why you couldn’t and he can
I find the days I left behind
Still existing in my vacant mind
I still seem to be under your spell
.. and that’s the only thing I’ll never tell

de glemte ord

hvis jeg nogensinde glemte at sige
at du ikke har din lige
hvis jeg nogensinde var den
den, der glemte at give igen
.. så ved jeg det godt nu

.. jeg venter kun på dig.

Jeg ved ikke, om det er en følelse eller en tro
En tro på mere end noget, der synes at gro
Ind til en eksistens af noget iboende og værende
Noget der muligvis i realiteten kunne være bærende
Noget der ikke indbefatter grænser eller hindringer
Noget der fører til kærlighed uden begrænsninger
Jeg ved ikke, hvorfor sagte ord har ledt til dette
Og jeg ved ikke engang, og det kan være ægte
Vil du være i stand til at læse og se
Vil du kunne skrive og le
Føle og elske
Mærke og drømme
Mig?
Dig.
Vil du kunne, hvis du ville
Ville du, sådan af egen vilje
Det er bare så latterligt og meningsløst
Så ubeskriveligt og egentlig tidløst
Men du må gerne være den, sådan virkelig
For jeg vil gerne have det, egentlig
Også selv om det kræver en anelse mere
Så vil jeg bare så gerne være
Lad os fængsle et moment af os i en virkelighed baseret på ord
Lad os skabe et rum, hvor vi kan rumme, hvad der kan være til trods
For den fysisk afstand der deler vores hverdage med tid og dage
Lad os gøre det. Lad os mødes. Lad os vinde alt, der er tilbage.
Du kender mig ikke, eller måske gør du.
Jeg kender dig ikke, men jeg kunne .. Ja, jeg venter kun på dig.

It could be you.

You could be my unintended
Choice to live my life extended
You could be the one I'll always love
You could be the one who listens to my deepest inquisitions
You could be the one I'll always love
- Muse, unintended, Showbiz

I dare you – catch me in between
Daylight and a dream
Hold me in the hours of dawn
.. then let me know what we’ve become

if there’s one thing that I’ve noticed
out of all the things I’ve seen
it’s that you can leave a footprint
in a place you’ve never been
and there’s barely time to look around
before you have to leave
and a mark upon the skin
is not enough to make you bleed

if there’s one thing that I’m keeping
out of all the things I’ve found
it’s that the best way to be heard sometimes
is not to make a sound
and the things we want the most
fetch not a penny nor a pound
and all it takes to find your feet
is just to stand your ground

if there’s one thing that I’m sure of
out of all the things I know
it’s that you can keep on going fast
I’ll still be going slow
and falling’s not that hard
when you’re starting out so low
and drowning’s not that bad
if you breathe and just let go
breathe and just let go…

the wasted and the used things
the broken and abused things
all these small things
the treasured and the sacred things
the lost and the forsaken things
all these small things

- The Audreys, Small Things, When The Flood Comes

.. simply beautiful

Someday.

is he there?
does he really care?
does he see me cry?
does he wonder why?
wonder why I always hide my eyes
and how I try to keep the truth confined
confined by all the broken dreams
which he kindly left ripped at the seams
when I cannot sleep since he roams my bed
roams my bed with his presence in my head
he ruins my very attempt to live my life
and leaves my withering soul to die
it seems I did not know love by its name
and it seems my efforts to learn only were in vain
I don't have the courage to stand up and fight
fight the demons which haunt me at night
I simply do not have the very capacity
it takes to capture a state of serenity
perhaps I'm doomed to be paced by desires of those
those who claim to possess the power of control
I will be the slave of their vapid commands
but it will leave the great decisions off my hands
when they fail in the process of practising love
when they eventually will realize it's not enough
I will no longer stand as the one who pursued insanity
I just tried to escape the lingering scarcity
the scarcity of places where I could feel infinity
as I aimlessly searched for the fields of sagacity
now I woodenly crawl on the freezing floors
as I realize he has ineluctably locked the doors
I search for every piece he broke of my heart
I must collect them alone and glue every part
along the search I will hopefully find the key
the key to unlock all the wonders he locked away
I will find it again, I promise, I will, someday
until then I must stand the pain and cry it out
and somehow, someday, finally, and there's no doubt
the sun will outshine the cloudy days with brigther light
and I will truly know that my dignity was worth the fight.

en gang til

jeg ville ønske, det ville forsvinde
den smerte, jeg føler, inderst inde
mit hjerte vil bare ikke hele
og jeg er delt i tusind dele
jeg kan ikke bære at savne dig mere
jeg kan ikke bære, at du ikke er her
jeg elsker dig så uendeligt
og ensomheden er så ubegribelig
jeg ville ønske, du var min
og jeg vil bare være din
jeg ville ønske, vi kunne igen
at du igen ville være den
der der holdte mit slående hjerte
så jeg ikke længere ville føle smerte
at du ville elske mig
som jeg elsker dig
hvorfor savner du ikke?
hvor elsker du ikke?
og hvis du gør - hvorfor så ikke mig?
når nu jeg kun savner og elsker dig?
lær mig at være, som du er
lær mig at gøre, som du gør
det virker tilsyneladende til at komme videre
og jeg er jo blot fanget her
fanget i ønsket om, at du bare ser
ser, hvor meget jeg længes
hvor meget jeg mindes
jeg vil bare have dig tilbage
jeg vil bare have de dage
jeg vil bare gerne have en chance til
det er egentlig, det eneste jeg vil

Still

I still hear the echoes of the walked out steps
And I still feel the moisture of the kisses on my lips
The air that surrounded us hasn’t yet turned cold
And the words we were whispering are still untold

Baby, you're love blind

No, you don’t got a hold on me any longer
No, our friendship is not growing any stronger
Actually it tends to grow weaker by day
And what we used to have is fading away
I am tired of whispering comforting words
Every time you claim that it hurts
You think you feel the pain of love
And you claim you aren’t strong enough
I feel lethargic as I nod and dry your tears
And once again I fight back all of you fears
I fight your demons with my weapon of trust
A trust that piece by piece has been crushed
Crushed by your lack of attention
As you forget your pain and only feel affection
It’s okay if it’s all that matters to you
But it leaves me with nothing else to do
I’m tired and you make me sick
So I’m giving up, I’m giving in
I let you win
You can have your perfect life all alone
Don’t even bother ’cause I’m going home
Home to the places I used to enjoy
A place that aren’t dominated by a boy
I have loves that don’t mind to be with me
And unlike you they seem to be
Persons to rely on to hold my heart
So goodbye, honey, I take back your part.

Giving in

All I want to do is hold you
There is nothing much to say
I would like to tell a lie to you
Just pretend another day
- Kira and the Kindred Spirits, Happiness saves lives, Giving in.

Your weary heart

In your eyes I see you’re falling apart
And I wonder how and when she broke you heart
I wonder if you carry the same pain and shame
As I carry under my ego and name
I wonder if you ever cry like me
And I wonder if you will ever see
See how much you could mean to me
And that I promise never to flee
I will watch your heart and hold it tight
And I will keep you warm every night