trofast

dine klør indgraver sig dybt i mit sind
og du holder mig bevidst tilbage og hen
du drager mig mod dit tiltalende væsen
blot for at bekræfte din viden
om alle mine svage punkter
hvis udnyttelse du glimrende mestrer

du har hverken en særlig skygge eller form
du følger ingen gennemskuelig eller fastlagt norm
du fremspringer altid i refleksionen af noget, jeg troede var glemt
og du huserer i billeder af smerte og gru, som i fortiden er hent

men hvor mange gange skal jeg slå dig ihjel?
før jeg indser, det er noget eksistentielt
du er blot en spejling af mit inderste mørke
du symboliserer min evige mangel på styrke

når jeg lader dig tage min strenge og tage min kontrol
får du den uden kamp, smerte eller vold
du franarrer mig selvbeherskelse alt for let
fordi jeg har druknet min vilje i intet og væk

jeg er din brugbare, sårbare silhouet
af en dyrebar og anvendelig manchet
en indledning på en farbar vej, hvor du er herre
og jeg er alt, du vil have, jeg skal være

blind

jeg synes, jeg famler og leder i blinde
efter stykker og stumper af den tabte kvinde
jeg ved, der eksisterer og lever indeni
men som jeg ikke evner at sætte fri

jeg er tilsyneladende ikke fantastisk
til at holde din opmærksomhed elastisk
her er ingen bløde sving og kærlighed
du giver mig ikke andet end tvivlsom henkastehed

når jeg kysser din læber og fanger dit blik
når jeg knapt at mærke, før det atter er væk
når jeg holder på dig af ren hengivenhed
overhælder du mig med intet andet end ensomhed
for du bliver aldrig i natten og holder min hånd
og du binder ikke de iturevet bånd
du drømmer ikke som jeg
du lever ikke som jeg
du ser kun den anden vej
og alle veje udenom mig

men det er ikke okay mere
det er ikke sådan, jeg vil være
jeg er det bedste, du kan få
og kan du ikke se det .. så gå