uden mig

jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger
kigger med lyttende blikke og sukker
mærker euforien svinde og eksplodere
i stykker af mangel på meget og mere
jeg indfanges i drømmenes spind
når jeg atter mangler steder at søge hen
jeg indhylles i lag af illusioner
og glemmer sagte livets frustrationer
jeg vakler og vælter i rester af dage
velvidende om, at de aldrig kommer tilbage
jeg har bøjet, faldet og kastet mig i støvet
og mange og utallige løfter har mig bedøvet
ladet mig tro på noget større, der kunne hele
hvad der er splintret i hundredetusinde dele
og når det så atter sker
at du ikke er her mere
når dage bliver til år
og tiden atter forgår
hvem holder mig så fra at falde
og hvem hører mig overhovedet kalde
når man efterhånden har levet i mangel på held
har man bare lært at klare det meste selv
jeg hader følelsen af behov, der uddækkeligt
når det med tiden bliver umætteligt
jeg ejer ikke evne til at afhænge af nogen
ej heller ejer jeg egentlig troen
der skal bære den drøm, vi deler
jeg ved, jeg er for meget for dig
jeg ved det, fordi jeg kender mig
jeg fylder, jeg smadrer og kvæler
alt, hvad du holder i dine hænder
du burde gå
du kan stadig nå
at finde en vej
uden mig

lige her

du finder veje at vandre i mit sind
og jeg lukker dig velvilligt ind
jeg lader dig valse ind i mit åbne hjerte
jeg lader dig rive itu og forårsage smerte
jeg smider mig uvidende på lagener af løgne
jeg ruller mig, drukner og forføres i drømme
på kanten mellem dig og det, jeg aldrig får
bliver det nøjagtigt som før, du går
du kommer selvfølgelig tilbage
med tid, med sorg, med smerte .. efter tusind dage

du længes, du søger
du mindes, du higer
efter kærlighed som det var engang
dengang vi havde mere en blot en trang
til udskælde, svælge os i smerte og vin
hvor du var min, og jeg var ganske din
jeg lod dig holde min hånd og mit begær
men som et lysglimt var det ikke mere
livet ramte os brutalt, selv om vi kæmpede
og jeg holdte en anelse længere og ventede
ventede naivt og kæmpende mod dæmoner i natten
jeg troede, du ville komme tilbage og tage det
tage det hele tilbage du havde sagt og gjort
gøre om, slette alt det forbandede lort
som du lavede, jeg forårsagede, vi satte til
men jeg var alene, et fragment, blot en lille del
af noget større der blev os begge for meget
som vi begge måtte slippe og bearbejde

den dag i dag holder jeg stadig på
at vi nåede det største, man kan nå
vi elskede for meget og mere, hvis man kan
men vi var langt fra kvinde og mand
vi var så unge og kunne ikke bære
hvad vi var afkrævet at være
måske en dag vil det være igen
og jeg vil tabe mig i dig og være mere end ven
jeg vil holde drømme, vi skabte
og denne gang vil jeg ikke vakle
jeg vil holde de rette værdier uden begær
så du ikke atter forsvinder men bliver her

måske

jeg ved ikke, hvorfor det vender tilbage
hvorfor holder jeg ubevidst i de dage
de dage som ikke holder eller er her mere
som jeg ikke engang ønsker skal eksistere?

jeg ønsker at forsvinde ind i anden virkelighed
baseret på nye relationer og foranderlighed
troen på jeg kan finde det bedste i det mindste
og finde potentiale i dets væsen til fantastisk
en overmenneskelig følelse af konstant vibration
i alting jeg foretager og enhver vision
om at skabe og kreere så uendeligt meget mere
end jeg tidligere har været i stand til at lære

det er ganske øjensynligt at for mange af de
med hvem jeg troede, jeg havde skabt værdi
skabt noget af betydning og mere mellem himmel og jord
ikke havde skabt mere end de blotte, sagte ord

nu tager jeg mig selv i at føle en smule hævngærrig
blot i mit ønske om at føle mig en anelse værdig
når jeg ønsker at rejse mig og genvinde lidt tro
på alt min iboende kærlighed atter kan gro
jeg søger ikke at forklare, hvordan jeg endte der
hvor jeg alene er skyldig i det, jeg ikke ser
jeg ser ikke, hvad synes så iøjnefaldende at se
som det eneste tænkelige mulige, der kunne ske

egentlig er jeg bare træt af at prøve på noget
som aldrig vil være mig rigtigt som lovet
jeg lever, eksisterer og finder vel glæde i andet
så hvorfor søger jeg efter ukendte ting i faldet?
hvor jagte smerte og pine frem for glæde i egne drømme
når jeg ved, at der kan jeg evigt og altid vinde
måske burde jeg blot give efter for banaliteten
og der vil det hele opstå som glæde i realiteten
for det er nærværende, til stede og ægte
og det er vel det, jeg har i mit evige sigte