ekkotomt

jeg henfalder ofte i en stund af melankoli
til at give efter for længslens fængslende eufori
så er det jeg instinktivt indespærrer det bag mit hjerte
inden jeg erfarer dets indbærende smerte, jeg ikke kan bære

i mit spejlbillede ser jeg intet andet end glemt
og fragmenter af tilstedeværelse, der er tidligere hent
forbipasserende glæde og falmende drømme
der nedsmelter og forsvinder i linde strømme
de glider ned over min distræte bevidsthed
og langsomt, men sikkert, tilsøles jeg i ensomhed
min egen stolthed har fanget mig i et spind
af mangel på evne til at lukke en eneste anden ind
jeg har indskrumpet, fortæret og opbrugt overskydende plads
i mit ekkotomme, forladte og støvede hjertepalads
tilbage er kun et stående rum
hvor alt er hult og slående tomt
her sidder jeg sammenklemt og alene
og holder på alle de dele, jeg ikke kan dele
tusinder af stykker, der ikke vil hele

jeg drukner i drømme, der flyder over alt
alle andre har så mange af dem - kort fortalt
jeg ejer kun en enkelt, jeg evigt kæmper med
drømmen om atter at drømme igen