stadier

min sindssyge har udviklet sig til et stadie
jeg er ude af kontrol til at kontrollere
jeg er ikke længere selv mine værste dage værdig
og mine tårer falder ned i en sammensmeltning af værre

for herfra bliver det aldrig godt igen
jeg vil aldrig nogensinde blive den
fønix, de forventer, jeg vil forvandle mig til
uden de gør hverken fra eller til
det ville jo også være umenneskeligt let
at gå fra udmattet til en udgave af træt
men selv det er mere, end jeg orker
selv mine drømme er for trætte til at komme
når jeg sover

sug, sug nu til for fanden
udsult og udhul mine jordiske rester
jeg var død længe før, du satte mig til
og nu er der ikke andet, jeg vil
end ligge her i græsset og føle
føle vinde, der rører sig kælent
en sidste følelse af noget levende
mens jeg indtager et stadie af svævende
hvorfor jeg skal oprejse mig og kvæle mig selv
og atter og endeligt slå det hele ihjel

på en måde

jeg har lyst til at være en bedre udgave af dig
for i dine skygger ser jeg randen af perfektion
jeg vil udsulte, dræne og overfører til mig
hver en sammensætning, fiber, binding og ion
du er opbygget, sammensmeltet og konstrueret af
så jeg kan udfylde dine drømme og få, hvad du vil have

jeg har lyst til at hengive, forfalde og fordærve
alle opstående brister, der lækker faretruende smerte
sorte, klistrende dråber af fortid og længsel
der tilsøler mig og indespærrer mig i et selvskabt fængsel

jeg savner at elske dig, fordi jeg savner dig
jeg savner at elske mig, fordi jeg savner mig
så på en måde savner jeg at miste mig selv
men jeg er bange for, jeg aldrig dukker op igen