onsdag den 28. november 2012

aldrig, aldrig, aldrig

jeg hader, når natten blotter sine tænder
skærer dybe, smertende og blødende flænger
hidkalder skyggernes rolige stemmer
der langsomt fortærer mine vaklende lemmer

jeg svæver mellem afgrundens rand
og de uvirkelige drømme, der aldrig går an
jeg er det, du ikke vil se
når du lukker dine øjne og begynder at bede
jeg er det, du ikke vil høre
når du lukker alle de åbnede døre
jeg er det, du ikke vil lukke ind
når du føler fortidens svævende vind

jeg hader, når jeg ikke kan finde det sted
hvor jeg kan finde min hvile og slutte fred
når ordene gennemtæver min sidste tro
og bortjager resterne af min indre ro

jeg hader, hader, hader mit tilsølede, iturevne liv
og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig blive dit hjertes viv