aldrig, aldrig, aldrig

jeg hader, når natten blotter sine tænder
skærer dybe, smertende og blødende flænger
hidkalder skyggernes rolige stemmer
der langsomt fortærer mine vaklende lemmer

jeg svæver mellem afgrundens rand
og de uvirkelige drømme, der aldrig går an
jeg er det, du ikke vil se
når du lukker dine øjne og begynder at bede
jeg er det, du ikke vil høre
når du lukker alle de åbnede døre
jeg er det, du ikke vil lukke ind
når du føler fortidens svævende vind

jeg hader, når jeg ikke kan finde det sted
hvor jeg kan finde min hvile og slutte fred
når ordene gennemtæver min sidste tro
og bortjager resterne af min indre ro

jeg hader, hader, hader mit tilsølede, iturevne liv
og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig blive dit hjertes viv 

overflødig

jeg drukner i overflødigheden af materie, der flyder fra revner og sprækker
mine fortidssår er stadig betændte i mindet om, at mine evner aldrig rækker

mørket vælter ned over mine gange og veje
og der er ikke den glæde, jeg ikke vil eje
jeg vil sælge, svælge og komprimere mig selv
hvis det er midlet, der vil slå mine dæmoner ihjel

jeg har fodspor, hvor de fleste har betrådt
jeg har salte skjolder efter det, jeg har begrædt
jeg har blodspor, der drypper, hvor knive har ramt
og jeg har vabler og væske, hvor livet har brændt

jeg har levet i et helvede af følelser og mangel på samme
og jeg har levet i ild af smerte, hvor min lykke gavnede som brænde
jeg har danset og hengivet mig til illusionen i den søde musik
der ved solopgangens syne rev hvert et billede væk
i dagslyset er jeg lige så skrøbelig som din kærlighed
og vi knækker det hele i stykker af hudløs ærlighed

jeg har brug for at omsvøbe mig i forførende ord
der glider over dine læber fra dit hjertets rod
jeg venter håbende og troligt på, at de kommer
men indser slående og brændende, at du forsømmer
den længsel jeg holder mellem mine hænder
og det hele falder til steder, hvor alting står i flammer

hvordan skal jeg holde på troen i længden
når jeg smelter sammen og glider ud i mængden
når jeg drukner i oceaner af manglende handlinger
der i flertallets øjne ikke er andet end ligegyldigheder

jeg vil så gerne være alt, du ser
men du er jo aldrig her

hvad jeg aldrig får fortalt

jeg kan ikke omsætte min tvivl til ord
og jeg er bange for at ytre, hvad jeg tror
jeg siger det ikke højt, fordi jeg frygter
hvad mine tanker bærer af konsekvenser

når jeg føler mig lille og alene
aner jeg ikke, hvordan jeg skal dele
mine smerter i rationer af forståelig
der vil gøre dem en smule omsættelige
når jeg lukker døren ud mod verden
mærker jeg varmen fra lyset gennem sprækken
jeg ser den glæde, der eksisterer, passere
og når mørket falder, er der ikke mere
mere, der lokker mig med drømme om lys
som aldrig bliver mine til sidst

du spørger, hvorfor jeg lever i skyggen af dem
der åbenlyst hader mig og slår mig ihjel

vil du høre min sorte og dybe hemmelighed?
den, jeg gemmer under smil og påtaget lyksalighed

jeg er præcis som hvert et andet menneske, du har mødt
og jeg kan ikke vise dig steder, du aldrig har set
jeg vil også elskes, røres og forføres med fraser
der er opbrugt i troen på kærlighed og slidt i laser
og jeg har hengivet, kastet og smidt mig selv
i støvet for alverdens lovende og lokkende mænd
der har udnyttet min naive tro på, at jeg er elskværdig
men jeg er intet særligt, jeg er bare så færdig

for ja, jeg har blottet mit hjerte for smerte
og jeg har elsket dem, der ikke ville være
men det er mig, der har samlet de stykker
af smertende, ituslåede håb, jeg havde om lykke

og jeg lader det ikke ske igen
og jeg ved, du er præcis som dem
du kan ikke holde mit hjerte fra at briste
og den sidste var vitterligt den sidste
der nogensinde fik mit hjerte helt
og det er det, jeg nok aldrig får fortalt

 

symbiose

når dagene atter vender tilbage til trivielle
og du finder mine afkroge evindelige
når nattens mørke svinder ind til lys
og du erfarer, der er længere end blot et kys
når melankolien bryder frem fra mine revner
og du indser, jeg sikkert er langt mere, end du evner

jeg kan ikke stille garantier eller lovende ord
der kan holde mine sorte sider for døren eller borte
jeg kender ikke en udrensende kur mod det, der gror
der, hvor andre finder indre styrke, men jeg huser smerte

men når du er her, forsvinder al min frygt
i dine arme mærker jeg, hvad andre kalder trygt
du skaber en ramme, der kan holde mig inde
og jeg tror måske, du har chancen for at vinde
i min evige kamp mod nærvær og drømme
om et liv, der består af mere end blot at leve

du giver mig lyst til at eksistere og være mere
end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne være
jeg prøver at holde fast i hver en følelse, jeg har
fordi jeg endelig føler uden at forcere eller tage

du er indbegrebet af perfektionens indpas i hver en glose
jeg udtaler og begræder, og jeg frygter ikke en fængslende symbiose

jeg er jo lige her
lige her, hvor du er

ikke mere

min arrogance i min omgang med dit hjerte
vil få min midlertidige glæde til at rime på smerte
din negligerende omgang med mit knuste væsen
vil alarmere karma, som vil sigte efter sjælen
med tiden vil jeg sagte falde sammen på knæ
og jeg vil beskedent erindre, hvad du ikke ved

dine ord falder som brændende dråber af regn
der nedsmelter mine drømme og spærrer min vej
de indkapsler mig i fortidens fortærende momenter
men du bekæmper min vaklende tvivl med løfter
løfter, der aldrig vil nå deres betagende højde
løfter, der lammer mig steder, de ikke burde

jeg vil ikke være stærk for dig, fordi din karakter er svag
og jeg kan ikke kæmpe for os begge hver eneste evige dag
jeg er ikke skabt i hverken dit eller andres billede
og ingen kan fratage mig min egen frie vilje

og når du åbner døre, jeg ihærdigt har forsøgt at lukke
når du tænder ild og flammer steder, jeg har prøvet at slukke
når du siger de ord, som jeg vitterligt søger at glemme
mister jeg de steder, jeg har brugt så langt tid på at finde

hvorfor skal jeg være så enestående og speciel
når jeg ved, jeg med tiden alligevel vil slå det hele ihjel
jeg er ikke, hvad du drømmer om, når dagen rinder bort
og du vil aldrig være i stand til at spille mine tabte kort

og jeg vil gerne være din tabte drøm
hvis du hører hver en lille bøn
der glider over mine sprukne læber
og udfylder de normer, jeg efterstræber
at indramme mit kærlighedsideal i
blot for at blive den pige
der kan holde dig her
og aldrig forlade mig mere

ikke igen

jeg drukner mig selv i minder, der minder mig om før
og en følelse af afmagt, der ikke længere eksisterer her
men du fanger mig mellem engang og måske
og du skygger for udsigten, så jeg ikke kan se
hvad dine ord, handlinger og tanker skal føre til
og du efterlader mig uvidende om, hvad det er, du vil

jeg har spildt så megen tid og kærlighed
på vaklende relationer, der aldrig varer ved
jeg har blødt og kæmpet for uværdige mænd
der aldrig gav blot en smule eller lidt igen

jeg har levet bag tremmer og lås og slå
indespærret min sjæl, så ingen kunne nå
at ramme mig med verbale skyts og smerte
der kunne nedfælde sig og smadre mit hjerte

og jeg prøver virkelig at lukke dig ind
i mit sorte og vaklende sind
men du strør om dig med tvivlsomme handlinger
der rammer mig i alle mine ensomme forudsigeligheder
midt i mine gemte arkiver er der glemte signaler
der påminder mig om lignende kvaler
og jeg orker simpelthen ikke igen
hvis du vil være som dem

bag alle mine smilende og grinende blikke
gemmer jeg på det, jeg vitterligt ikke
ønsker at indvillige andre personer i
fordi de vil se, hvad de ikke kan lide

for det er her, jeg huserer og bor
når alle andre ganske og enkelt tror
at verden blot er min evige legeplads
hvorfra jeg reagerer i et dronningepalads
men mit palads er lavet af glas
og det kan knapt og næppe stå fast
du kan smadre det med hvad som helst
men jeg betvivler, om jeg nogensinde bliver frelst
fra mine egen selvtvivl, når det kommer til dig
fordi du ikke formår at holde i mig

jeg har lyst til at flygte og løbe og ikke vende tilbage
for du minder mig om mine allerværste dage
men jeg har lyst til at blive, fordi jeg ikke kan gå
så vil du ikke nok se mig og bare prøve på
at se den forsigtige og sårbare pige
som jeg holder der, hvor man kun akkurat og lige
kan ane, at hun eksisterer der bag det hele

jeg vil ikke kæmpe for ingenting, hvis du ikke vil have mig
men jeg vil kæmpe for alting, fordi jeg vil have dig

brug mig

jeg har bare brug for, at du ser
når jeg inderligt og ydmygt beder
til nogen eller noget, hvis eksistens jeg ikke kender
men hvortil jeg sætter min inderlighed og bønner

jeg beder ikke, fordi jeg bliver et bedre menneske
eller fordi der er noget, mine ord kan ændre
jeg beder fordi, der ikke er andet, jeg kan
når jeg søger efter din mening om noget eller andet

jeg har brug for din kærlighed til at opløfte mit væsen til mere
end et stadie, hvorpå jeg kun blot og næppe kan eksistere
jeg vil gerne høre dig sige, at jeg er mere end nogen anden
fordi du rører mig som pokker og bare fanden
jeg vil hoppe og træde på hver en mening, der måtte være
hvis blot du ville tage min hånd og lade mig være
den, du tiltror dine inderste ønsker og dybeste kvaler til
der er intet, jeg i virkeligheden hellere vil

jeg er ligeglad med, hvad andre ytrer af syn på kærlighed
for jeg kan ikke undgå at føle, at du er mere end en tilfældighed
jeg vil have, at din indgang i mine inderste gemakker er af dybere karakter
og jeg ønsker så inderligt, at du bare vil blive her

jeg ved godt, min fortid skygger over hver en handling, jeg foretager
men bag alle min parader og facader, der lover jeg, at der eksisterer
en pige, der er i stand til at love og holde løfter, du ikke kan fatte
men du bliver nødt til at kæmpe for hende, hvis du vil have det

jeg har brug for at elske dig, fordi du er det bedste, der er sket
og jeg har brug for at være alt, du aldrig nogensinde har set
du betager mig og skaber en længsel, jeg ikke vidste, jeg havde
og jeg vil ikke længere skjules bag min selvkreerede facade

jeg har brug for dig uden at have haft dig
jeg har haft dig uden at bruge dig
jeg har fejlet i et øjebliks tvivl
for blot at indse jeg kun vil være din

røde nuancer

jeg genoplever glemte gange i mine tomme rum
og det flyder og udfylder, hvor der har været så tomt
smertelige timer af blødende, meningsløs smerte
overflødiggøres og omformes til en duplikat af værdig
det er næsten ved og ufatteligt tæt på
at hele verden synes at stoppe og gå i stå

du taler et sprog, mine defensiver ikke kan bekæmpe
og du snor dig uden om mine evner til at fortrænge
følelser på dets mest basale og opstående stadie
og du rammer mig hårdt, brutalt og fatalt

jeg kan hverken indse eller overse
hvad du smadrer min bevidsthed med
for jeg tør ikke, vil ikke, kan ikke
opleve denne følelse af øjeblikke
du skaber med dit blotte tilstedevær
som burde du ikke være andet end her

du giver mig lyst til at synge, så ordene slipper op
danse i nattens skygger indtil solen stiger op
du giver mig lyst til at male melankoliens kvaler
i røde nuancer og toner af forårsregn, der daler
i dråber, der spredes med vindens hastighed
der nedlægger mine parader og udformer mulighed
du giver mig lyst til at grine og lade latteren trille
så mit hjerte galoperer, som havde det aldrig været lille

du er indbegrebet af årsag til min årelange venten
på at der måtte være mere end en følelse af intet
jeg har lyst til atter at  leve og elske uden at kæmpe
du kunne være den mening, jeg har manglet så længe

frøperspektiv

når solen kaster sine stråler på mit halvdunkle sind
føler jeg til stadighed, at der uendeligt langt igen
jeg spejler mig i perfektionens trættende vinde
og eftersøger formularen, der vil gøre mig til hende
hende, du drømmer om, når natten finder sig til rette
hende, du ønsker at indstøbe i hvert et øjeblik af charme

fremtid, selvransagelse, formering og eksponering
materialisering, investering og budgettering

ordene skygger for mine udsigter til mere, end jeg kan se
når jeg drømmer om kærlighed, er det bare mere end det
så dine flotte planer kan ikke købe dig ind
kan ikke nedfælde mine skrammede og vaklende ben
jeg forblindes ikke af materialismens lokkende natur
jeg er endelig fri som fuglen, og du kan ikke sætte mig i bur
jeg er ikke længere hjemsøgt af dæmoners tyranniserende tanker 
jeg er frigjort fra fortidens tunge lænker

hvis du hele dit liv havde ligget ned
set verden i et tyngende frøperspektiv
fastgjort af dine egne hæmmende overbevisninger
og andres udnyttelse af dine svage karakterer

ja, så ville du måske kunne forstå
at når du endelig kan mærke og udstå
følelsen af uendelighed lige ved din fod
følelsen af aldrig igen at skulle vende om
tilbage til mørke, hvorfra du kom
et enkelt tilbageblik, dertil hvor du stod

så ville du aldrig prøve at passe mig ned
i en kasse af drømme, der ikke kommer mig ved
jeg er ikke som dig, som de fleste er flest
jeg lever af problemer, de styrker mig mest
jeg lever i kampens glødende hede
der er jeg endelig i stand til at leve
 

min daglige pine

jeg er ikke sikker på, om det sker
om det i virkeligheden er noget, der er her
for jeg synes at forveksle intet med noget eller mere
og jeg fatter ikke en brik, når jeg ser det passere

jeg er så vant til at stå på egne ben
og jeg har ikke brug for en
til fylde mig med lovende ord og planer
der blot er indbygget i lemfældige vaner
de er indbygget i din daglige rutine
de udgør min daglige pine
hver dag kæmper jeg krige og kampe
jeg immuniserer mit hjerte
jeg er ikke i stand til at vurdere
om du blot er venlig eller mere

jeg har revner, sprækker og flækker
alle de steder jeg er gået i stykker
jeg er sort som natten og dets mørke
og al min tilsyneladende styrke
er ar efter alt det, jeg har måtte udstå
for i dag hverken at være næsten ved eller tæt på
at være poleret eller perfekt
og derfor er min kærlighedsevne defekt

så egentlig er jeg indbegrebet af stædig og tvær
men inderst inde ønsker jeg, at du bliver
og selv om jeg slår med brændende fraser
for at skræmme dig og jage dig bort i laser
så håber jeg i al beskedenhed, at du har sammenhængskraft
og jeg slår dig, det ved jeg
og du vil bløde, det ved jeg
intet med mig er roser og sukkersødt
det er nærmere dystert og bittert

så hvis du stadig står, når dagen går på hæld
hvis du vælger at fortsætte alligevel
så skal du vide, at jeg bag min facade håber og beder
at jeg slår mine øjne op og ser
ser, at du er den, der bliver her

ekkotomt

jeg henfalder ofte i en stund af melankoli
til at give efter for længslens fængslende eufori
så er det jeg instinktivt indespærrer det bag mit hjerte
inden jeg erfarer dets indbærende smerte, jeg ikke kan bære

i mit spejlbillede ser jeg intet andet end glemt
og fragmenter af tilstedeværelse, der er tidligere hent
forbipasserende glæde og falmende drømme
der nedsmelter og forsvinder i linde strømme
de glider ned over min distræte bevidsthed
og langsomt, men sikkert, tilsøles jeg i ensomhed
min egen stolthed har fanget mig i et spind
af mangel på evne til at lukke en eneste anden ind
jeg har indskrumpet, fortæret og opbrugt overskydende plads
i mit ekkotomme, forladte og støvede hjertepalads
tilbage er kun et stående rum
hvor alt er hult og slående tomt
her sidder jeg sammenklemt og alene
og holder på alle de dele, jeg ikke kan dele
tusinder af stykker, der ikke vil hele

jeg drukner i drømme, der flyder over alt
alle andre har så mange af dem - kort fortalt
jeg ejer kun en enkelt, jeg evigt kæmper med
drømmen om atter at drømme igen

stadier

min sindssyge har udviklet sig til et stadie
jeg er ude af kontrol til at kontrollere
jeg er ikke længere selv mine værste dage værdig
og mine tårer falder ned i en sammensmeltning af værre

for herfra bliver det aldrig godt igen
jeg vil aldrig nogensinde blive den
fønix, de forventer, jeg vil forvandle mig til
uden de gør hverken fra eller til
det ville jo også være umenneskeligt let
at gå fra udmattet til en udgave af træt
men selv det er mere, end jeg orker
selv mine drømme er for trætte til at komme
når jeg sover

sug, sug nu til for fanden
udsult og udhul mine jordiske rester
jeg var død længe før, du satte mig til
og nu er der ikke andet, jeg vil
end ligge her i græsset og føle
føle vinde, der rører sig kælent
en sidste følelse af noget levende
mens jeg indtager et stadie af svævende
hvorfor jeg skal oprejse mig og kvæle mig selv
og atter og endeligt slå det hele ihjel

på en måde

jeg har lyst til at være en bedre udgave af dig
for i dine skygger ser jeg randen af perfektion
jeg vil udsulte, dræne og overfører til mig
hver en sammensætning, fiber, binding og ion
du er opbygget, sammensmeltet og konstrueret af
så jeg kan udfylde dine drømme og få, hvad du vil have

jeg har lyst til at hengive, forfalde og fordærve
alle opstående brister, der lækker faretruende smerte
sorte, klistrende dråber af fortid og længsel
der tilsøler mig og indespærrer mig i et selvskabt fængsel

jeg savner at elske dig, fordi jeg savner dig
jeg savner at elske mig, fordi jeg savner mig
så på en måde savner jeg at miste mig selv
men jeg er bange for, jeg aldrig dukker op igen

trofast

dine klør indgraver sig dybt i mit sind
og du holder mig bevidst tilbage og hen
du drager mig mod dit tiltalende væsen
blot for at bekræfte din viden
om alle mine svage punkter
hvis udnyttelse du glimrende mestrer

du har hverken en særlig skygge eller form
du følger ingen gennemskuelig eller fastlagt norm
du fremspringer altid i refleksionen af noget, jeg troede var glemt
og du huserer i billeder af smerte og gru, som i fortiden er hent

men hvor mange gange skal jeg slå dig ihjel?
før jeg indser, det er noget eksistentielt
du er blot en spejling af mit inderste mørke
du symboliserer min evige mangel på styrke

når jeg lader dig tage min strenge og tage min kontrol
får du den uden kamp, smerte eller vold
du franarrer mig selvbeherskelse alt for let
fordi jeg har druknet min vilje i intet og væk

jeg er din brugbare, sårbare silhouet
af en dyrebar og anvendelig manchet
en indledning på en farbar vej, hvor du er herre
og jeg er alt, du vil have, jeg skal være

blind

jeg synes, jeg famler og leder i blinde
efter stykker og stumper af den tabte kvinde
jeg ved, der eksisterer og lever indeni
men som jeg ikke evner at sætte fri

jeg er tilsyneladende ikke fantastisk
til at holde din opmærksomhed elastisk
her er ingen bløde sving og kærlighed
du giver mig ikke andet end tvivlsom henkastehed

når jeg kysser din læber og fanger dit blik
når jeg knapt at mærke, før det atter er væk
når jeg holder på dig af ren hengivenhed
overhælder du mig med intet andet end ensomhed
for du bliver aldrig i natten og holder min hånd
og du binder ikke de iturevet bånd
du drømmer ikke som jeg
du lever ikke som jeg
du ser kun den anden vej
og alle veje udenom mig

men det er ikke okay mere
det er ikke sådan, jeg vil være
jeg er det bedste, du kan få
og kan du ikke se det .. så gå