røde nuancer

jeg genoplever glemte gange i mine tomme rum
og det flyder og udfylder, hvor der har været så tomt
smertelige timer af blødende, meningsløs smerte
overflødiggøres og omformes til en duplikat af værdig
det er næsten ved og ufatteligt tæt på
at hele verden synes at stoppe og gå i stå

du taler et sprog, mine defensiver ikke kan bekæmpe
og du snor dig uden om mine evner til at fortrænge
følelser på dets mest basale og opstående stadie
og du rammer mig hårdt, brutalt og fatalt

jeg kan hverken indse eller overse
hvad du smadrer min bevidsthed med
for jeg tør ikke, vil ikke, kan ikke
opleve denne følelse af øjeblikke
du skaber med dit blotte tilstedevær
som burde du ikke være andet end her

du giver mig lyst til at synge, så ordene slipper op
danse i nattens skygger indtil solen stiger op
du giver mig lyst til at male melankoliens kvaler
i røde nuancer og toner af forårsregn, der daler
i dråber, der spredes med vindens hastighed
der nedlægger mine parader og udformer mulighed
du giver mig lyst til at grine og lade latteren trille
så mit hjerte galoperer, som havde det aldrig været lille

du er indbegrebet af årsag til min årelange venten
på at der måtte være mere end en følelse af intet
jeg har lyst til atter at  leve og elske uden at kæmpe
du kunne være den mening, jeg har manglet så længe