symbiose

når dagene atter vender tilbage til trivielle
og du finder mine afkroge evindelige
når nattens mørke svinder ind til lys
og du erfarer, der er længere end blot et kys
når melankolien bryder frem fra mine revner
og du indser, jeg sikkert er langt mere, end du evner

jeg kan ikke stille garantier eller lovende ord
der kan holde mine sorte sider for døren eller borte
jeg kender ikke en udrensende kur mod det, der gror
der, hvor andre finder indre styrke, men jeg huser smerte

men når du er her, forsvinder al min frygt
i dine arme mærker jeg, hvad andre kalder trygt
du skaber en ramme, der kan holde mig inde
og jeg tror måske, du har chancen for at vinde
i min evige kamp mod nærvær og drømme
om et liv, der består af mere end blot at leve

du giver mig lyst til at eksistere og være mere
end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne være
jeg prøver at holde fast i hver en følelse, jeg har
fordi jeg endelig føler uden at forcere eller tage

du er indbegrebet af perfektionens indpas i hver en glose
jeg udtaler og begræder, og jeg frygter ikke en fængslende symbiose

jeg er jo lige her
lige her, hvor du er