det er mit liv

på en måde er jeg lidt for lille til den store verden
og på en måde er min verden lidt for lille til at være
være tilstrækkelig nok til at udfylde min mangel på mere
og til at afkræve, hvad jeg rummer af evner til at eksistere
jeg vil gerne leve i yderligheden af noget mere slående
og jeg vil virkelig bare gerne være levende
leve i et lysglimt af følelser, der måske blot vil passere
men i det mindste vil jeg vide, at det var her, det var her
den kerne er værdi og glæde, som jeg søger i kanter
af det, jeg bilder mig ind, at alle de andre forventer

jeg kan bare ikke være det eksemplar, jeg burde sætte
og jeg kan udfylde eller leve op til den påsatte etikette
de klistrer på min ryg, der følger mig i alt, jeg berører
så jeg evigt påmindes, hvad jeg ikke gør, og hvad jeg bør

hvis fandens liv er det, jeg skal leve?
hvad er det, I vil have, jeg skal blive?
lad mig være
lad mig gå
jeg vil ignorere
hvad jeg ikke kan forstå

måske er jeg ikke, hvad I håber
og måske er jeg vitterligt blot en taber
men jeg kan ikke udleve andres tabte drømme i livet
og det er ikke fordi, jeg vil tage jeres gaver for givet
men jeg kan ikke være lykkelig i en rolle i et stykke
der aldrig var formet til ære eller gave for min lykke
måske kan jeg glæde jer, så I kan prale til højre og venstre
men i den sidste ende, er det mig, der er det menneske
der skal rumme alle de valg, jeg må tage og følge
og så nytter det ikke, jeg eksisterer, hvis jeg ikke lever

tilhør

når natten rammer dit flakkende sind
i hvilke virkelighedskanter søger du så hen
når lyset splintres i brudstykker, der ikke kan hele
og du kravlende opsamler minder i ubrugelige dele
føler du så aldrig, at dunkle skygger skyller ind
over alle dine udsigter og spænder ben
for alle dine visioner og drømme om tiden
og overflødiggør al din forudgående viden
alle de mange værdiløse fraser og flotte ord
hører slet ikke hjemme ved skæbnens bord
de køber mig hverken klarhed eller vidtrækkende indsigt
kun en tyngende og demotiverende udsigt
til hvilken person jeg sikkert burde lære at være
og tilbagekaster billeder af fortidens intimiderende sfære
indkapsler mig i et lag af tvivl og vaklende ubeslutsomhed
fordi begrænsninger er undermineret af en unægtelig mulighed
for at være hvad end der kunne falde, holde eller række
med evner jeg ikke besidder kundskaber til at tække

hvor hører jeg egentlig til
hvis det ikke er det her, jeg vil
og hvor er det, jeg skal søge hen
for at blive hel igen

kærlighedsbrev

når mit dunkle sind atter fanger mig ind
i sit forførende og altædende spind
laver jeg en boble af tro på det bedre
og håber den ikke knækker eller brister

jeg lukker mine øjne og beder i det stille
at det hele i virkeligheden var det, jeg ville
at jeg selv ledte efter en afgrund i det mørke
hvori jeg påregnede at finde min ekstraordinære styrke
den styrke, der skulle gøre mig stærkere i kampen
mod fremtidens truende uvidenhed og monstre

hvorfor er jeg så lille og skrøbelig
når jeg kunne være så almægtig og betydelig
en betydeligt bedre version af den eksisterende mig
der til hver en tid ville besejre dig
besejre dit tilsyneladende uovervindelige hjerte
og udhule min iboende og fortærende smerte

jeg venter på dagen, hvor det hele falder ned
på et uvirkeligt, men mere realiserbart sted
en lille plet, hvor min lykke vil være gjort
og alt, der synes småt, vil blive stort
jeg vil herske over universet af drømme og fantasi
og virkeliggøre vores kærlighed i form af ord og poesi
jeg ved nedfælde fraser på linjer af kærlighed
som vil udleve vores pludselige og oprigtige mulighed
for at være, hvad vi burde, men aldrig blev
og vi bliver mere end blot et kærlighedsbrev

tilbage

hvis jeg falder dybere end dybt
i dine arme og dine kys
hvis jeg giver efter for dig og dit
fordi du ligner mig og mit

vil du så holde mit hjerte og aldrig give slip
vil du være den kærlighed, jeg fandt til sidst
vil du holde min hånd og sige de ord
som jeg mangler her, hvor ensomheden gror
afstand og mile vil skille vores dage
men vores tro på hinanden vil være tilbage
vi kan hamre og fastsømme lovende fraser
og efterlade fortidens smerter itu og i laser

lys, lyst, lystig
tør, tørst, tørstig
efter iboende løfter i fremtidens kanter
hvor det ikke er realiteten, der halter

jeg kan, jeg vil, og jeg har, hvad der skal til
giv mig en chance, lad mig være din evige romance
lad os male en facade i pasteller og være glade
og lad os mætte hinanden i dage af uendelig glæde af alt, der er tilbage

en anden dig

jeg ville ønske, jeg havde et hjerte
hvori jeg kunne udskære rande af smerte
hvorfra jeg kunne føle livets kerne
og ane manglende realitet i det fjerne

men jeg er tom som natten
alene som katten
jeg holder mig stående
jeg holder mig gående
med hjælp fra mig selv
der er sgu ikke andre, der kan

undskyld mig,
er jeg et produkt af den moderne verden?
og sig mig engang
hvornår blev mine veje en ensom færden?
blev jeg indfanget i kynismens dunkle sind
og svælger jeg mig i friheden til at være blind
blind over for fjolser, der falder som aldrig før
blot fordi jeg ikke står tiggende og bankende ved deres dør

jeg er altså ikke forfærdelig eller sådan noget
jeg er bare ikke fristet længere af at leve vovet
jeg har nok i det stille, vilde liv for mig, mig og mig
og jeg er så fucking træt af tanken om en anden dig

projektion

jeg ser dig stadig i kanten af mine drømme
og du har dine egne veje og steder i et hjørne
et lille hjørne af det, der er min virkelighed
og hvad der for dig blot er en tilfældighed

du repræsenterer alt det, jeg har forladt
men du er stadig min dyrebare illusion
du er forvrængede realitetssyn på koncentrat
men du udgør formen og standarden for enhver vision

du klipper hjerter, håb og suk itu
og du fylder mørke og nat med gru
med dit nærvær, fravær og især
det faktum du aldrig er hverken eller

jeg er ikke længere syg af længsel
indespærret bag tremmer i et fængsel
af uvirkelige scenarier og forventninger
hvis forgængelighed jeg fortrænger

jeg er fri, fri fra fortidens momenter
af indkapslende, sørgmodige fragmenter
der finder huler og grave i mit hjerte
hvorfra man ganske let kan opfylde med smerte

jeg leder ikke længere efter dig
og du ejer ikke længere mig
kære du, drømmen om perfektion
du er ikke kærlighed, min tabte projektion

rastløs

det er som om min rastløshed ingen ende vil tage
selvom min tapperhed aldrig har haft bedre dage
og selvom min stolthed intet nederlag lider
er der alligevel en grad af styrke, jeg ikke besidder
jeg synes ikke at kunne bekæmpe mine tankers kaos
og mine svagheder for dig synes at vedligeholdes konstant

men jeg vil jo ikke have dig
siger min logik bestemt
men mit hjerte vil ikke undvære dig
føler jeg ret konsekvent

men jeg lader sagte som ingenting
for jeg magter ikke det hele igen
jeg magter ikke at spilde det hele på dig
der atter og igen vil overlade det alene til mig

så indtil mit hjerte stopper med at banke
indtil du ikke optager hver eneste lille tanke
indtil jeg ikke længere taber mit åndedrag for dig
så vil jeg føle, føle hver en følelse i mig
omfavne den, knuge den og holde den hen
indtil jeg atter føler ingenting igen
sådan som jeg lever allerbedst
sådan som jeg altid har vidst
man kan leve uden at miste sig selv
i dage med tyranniserende kærlighed