tilhør

når natten rammer dit flakkende sind
i hvilke virkelighedskanter søger du så hen
når lyset splintres i brudstykker, der ikke kan hele
og du kravlende opsamler minder i ubrugelige dele
føler du så aldrig, at dunkle skygger skyller ind
over alle dine udsigter og spænder ben
for alle dine visioner og drømme om tiden
og overflødiggør al din forudgående viden
alle de mange værdiløse fraser og flotte ord
hører slet ikke hjemme ved skæbnens bord
de køber mig hverken klarhed eller vidtrækkende indsigt
kun en tyngende og demotiverende udsigt
til hvilken person jeg sikkert burde lære at være
og tilbagekaster billeder af fortidens intimiderende sfære
indkapsler mig i et lag af tvivl og vaklende ubeslutsomhed
fordi begrænsninger er undermineret af en unægtelig mulighed
for at være hvad end der kunne falde, holde eller række
med evner jeg ikke besidder kundskaber til at tække

hvor hører jeg egentlig til
hvis det ikke er det her, jeg vil
og hvor er det, jeg skal søge hen
for at blive hel igen