frøperspektiv

når solen kaster sine stråler på mit halvdunkle sind
føler jeg til stadighed, at der uendeligt langt igen
jeg spejler mig i perfektionens trættende vinde
og eftersøger formularen, der vil gøre mig til hende
hende, du drømmer om, når natten finder sig til rette
hende, du ønsker at indstøbe i hvert et øjeblik af charme

fremtid, selvransagelse, formering og eksponering
materialisering, investering og budgettering

ordene skygger for mine udsigter til mere, end jeg kan se
når jeg drømmer om kærlighed, er det bare mere end det
så dine flotte planer kan ikke købe dig ind
kan ikke nedfælde mine skrammede og vaklende ben
jeg forblindes ikke af materialismens lokkende natur
jeg er endelig fri som fuglen, og du kan ikke sætte mig i bur
jeg er ikke længere hjemsøgt af dæmoners tyranniserende tanker 
jeg er frigjort fra fortidens tunge lænker

hvis du hele dit liv havde ligget ned
set verden i et tyngende frøperspektiv
fastgjort af dine egne hæmmende overbevisninger
og andres udnyttelse af dine svage karakterer

ja, så ville du måske kunne forstå
at når du endelig kan mærke og udstå
følelsen af uendelighed lige ved din fod
følelsen af aldrig igen at skulle vende om
tilbage til mørke, hvorfra du kom
et enkelt tilbageblik, dertil hvor du stod

så ville du aldrig prøve at passe mig ned
i en kasse af drømme, der ikke kommer mig ved
jeg er ikke som dig, som de fleste er flest
jeg lever af problemer, de styrker mig mest
jeg lever i kampens glødende hede
der er jeg endelig i stand til at leve
 

min daglige pine

jeg er ikke sikker på, om det sker
om det i virkeligheden er noget, der er her
for jeg synes at forveksle intet med noget eller mere
og jeg fatter ikke en brik, når jeg ser det passere

jeg er så vant til at stå på egne ben
og jeg har ikke brug for en
til fylde mig med lovende ord og planer
der blot er indbygget i lemfældige vaner
de er indbygget i din daglige rutine
de udgør min daglige pine
hver dag kæmper jeg krige og kampe
jeg immuniserer mit hjerte
jeg er ikke i stand til at vurdere
om du blot er venlig eller mere

jeg har revner, sprækker og flækker
alle de steder jeg er gået i stykker
jeg er sort som natten og dets mørke
og al min tilsyneladende styrke
er ar efter alt det, jeg har måtte udstå
for i dag hverken at være næsten ved eller tæt på
at være poleret eller perfekt
og derfor er min kærlighedsevne defekt

så egentlig er jeg indbegrebet af stædig og tvær
men inderst inde ønsker jeg, at du bliver
og selv om jeg slår med brændende fraser
for at skræmme dig og jage dig bort i laser
så håber jeg i al beskedenhed, at du har sammenhængskraft
og jeg slår dig, det ved jeg
og du vil bløde, det ved jeg
intet med mig er roser og sukkersødt
det er nærmere dystert og bittert

så hvis du stadig står, når dagen går på hæld
hvis du vælger at fortsætte alligevel
så skal du vide, at jeg bag min facade håber og beder
at jeg slår mine øjne op og ser
ser, at du er den, der bliver her

ekkotomt

jeg henfalder ofte i en stund af melankoli
til at give efter for længslens fængslende eufori
så er det jeg instinktivt indespærrer det bag mit hjerte
inden jeg erfarer dets indbærende smerte, jeg ikke kan bære

i mit spejlbillede ser jeg intet andet end glemt
og fragmenter af tilstedeværelse, der er tidligere hent
forbipasserende glæde og falmende drømme
der nedsmelter og forsvinder i linde strømme
de glider ned over min distræte bevidsthed
og langsomt, men sikkert, tilsøles jeg i ensomhed
min egen stolthed har fanget mig i et spind
af mangel på evne til at lukke en eneste anden ind
jeg har indskrumpet, fortæret og opbrugt overskydende plads
i mit ekkotomme, forladte og støvede hjertepalads
tilbage er kun et stående rum
hvor alt er hult og slående tomt
her sidder jeg sammenklemt og alene
og holder på alle de dele, jeg ikke kan dele
tusinder af stykker, der ikke vil hele

jeg drukner i drømme, der flyder over alt
alle andre har så mange af dem - kort fortalt
jeg ejer kun en enkelt, jeg evigt kæmper med
drømmen om atter at drømme igen

stadier

min sindssyge har udviklet sig til et stadie
jeg er ude af kontrol til at kontrollere
jeg er ikke længere selv mine værste dage værdig
og mine tårer falder ned i en sammensmeltning af værre

for herfra bliver det aldrig godt igen
jeg vil aldrig nogensinde blive den
fønix, de forventer, jeg vil forvandle mig til
uden de gør hverken fra eller til
det ville jo også være umenneskeligt let
at gå fra udmattet til en udgave af træt
men selv det er mere, end jeg orker
selv mine drømme er for trætte til at komme
når jeg sover

sug, sug nu til for fanden
udsult og udhul mine jordiske rester
jeg var død længe før, du satte mig til
og nu er der ikke andet, jeg vil
end ligge her i græsset og føle
føle vinde, der rører sig kælent
en sidste følelse af noget levende
mens jeg indtager et stadie af svævende
hvorfor jeg skal oprejse mig og kvæle mig selv
og atter og endeligt slå det hele ihjel

på en måde

jeg har lyst til at være en bedre udgave af dig
for i dine skygger ser jeg randen af perfektion
jeg vil udsulte, dræne og overfører til mig
hver en sammensætning, fiber, binding og ion
du er opbygget, sammensmeltet og konstrueret af
så jeg kan udfylde dine drømme og få, hvad du vil have

jeg har lyst til at hengive, forfalde og fordærve
alle opstående brister, der lækker faretruende smerte
sorte, klistrende dråber af fortid og længsel
der tilsøler mig og indespærrer mig i et selvskabt fængsel

jeg savner at elske dig, fordi jeg savner dig
jeg savner at elske mig, fordi jeg savner mig
så på en måde savner jeg at miste mig selv
men jeg er bange for, jeg aldrig dukker op igen

trofast

dine klør indgraver sig dybt i mit sind
og du holder mig bevidst tilbage og hen
du drager mig mod dit tiltalende væsen
blot for at bekræfte din viden
om alle mine svage punkter
hvis udnyttelse du glimrende mestrer

du har hverken en særlig skygge eller form
du følger ingen gennemskuelig eller fastlagt norm
du fremspringer altid i refleksionen af noget, jeg troede var glemt
og du huserer i billeder af smerte og gru, som i fortiden er hent

men hvor mange gange skal jeg slå dig ihjel?
før jeg indser, det er noget eksistentielt
du er blot en spejling af mit inderste mørke
du symboliserer min evige mangel på styrke

når jeg lader dig tage min strenge og tage min kontrol
får du den uden kamp, smerte eller vold
du franarrer mig selvbeherskelse alt for let
fordi jeg har druknet min vilje i intet og væk

jeg er din brugbare, sårbare silhouet
af en dyrebar og anvendelig manchet
en indledning på en farbar vej, hvor du er herre
og jeg er alt, du vil have, jeg skal være

blind

jeg synes, jeg famler og leder i blinde
efter stykker og stumper af den tabte kvinde
jeg ved, der eksisterer og lever indeni
men som jeg ikke evner at sætte fri

jeg er tilsyneladende ikke fantastisk
til at holde din opmærksomhed elastisk
her er ingen bløde sving og kærlighed
du giver mig ikke andet end tvivlsom henkastehed

når jeg kysser din læber og fanger dit blik
når jeg knapt at mærke, før det atter er væk
når jeg holder på dig af ren hengivenhed
overhælder du mig med intet andet end ensomhed
for du bliver aldrig i natten og holder min hånd
og du binder ikke de iturevet bånd
du drømmer ikke som jeg
du lever ikke som jeg
du ser kun den anden vej
og alle veje udenom mig

men det er ikke okay mere
det er ikke sådan, jeg vil være
jeg er det bedste, du kan få
og kan du ikke se det .. så gå