tabt

hvis jeg lægger mig og græder stille
hvis jeg blot lader hver lille tåre trille
hvis jeg tier og forgiver, jeg ikke ejer ord
kunne du så måske, et øjeblik, sige du tror

jeg kan ikke tro alene mere
der er så meget, jeg ikke kan kapere
jeg kan ikke rumme meget mere

når jeg atter kæmper i blodige slag mod mine indre dæmoner
og bliver slået i stykker og flagrer som fragmenter af visioner
som der krakelerede inden mit sværd havde nået dets højde
hvorfra det skulle nedfælde de idiotiske drømme, der var skabt til at dø

jeg drager, hvad jeg begærer så ganske tæt
at det er aldrig er nok eller andet end tæt på tæt
jeg kan se det passere for enden af mine fingerspidser
og mærke glæden som den akkurat rammer og alligevel misser

.. det er en smule overfyldt af følelser, der er gamle og knuste
og her en smule tomt for minder, som jeg egentlig gerne vil huske

træt

hvordan skal jeg fortælle dig, hvor træt jeg er
hvor udmattet jeg føler mig, når jeg ser
vågner op til dage, hvor jeg knapt kan holde mig stående
fordi virkeligheden er så ufatteligt slående

jeg er træt at drømme drømme, hvor du huserer og reagerer
hvor du fylder mig med håb og ord, der atter forsvinder
når morgendagen falder og rammer mig, hvor jeg er den
der altid og alene kun vil være din ven

et hjem

når alle andre fortaber sig i drømme
om hvilke hvis virkelighed ingen kan bedømme
så drukner jeg i realiteter og virkelighed
fordi jeg ser, hvad andre ikke evner i almindelighed

jeg ved ikke, om jeg ser meget mere
men jeg tror, det er mere end flere
der ligesom jeg ville ønske, de kunne
langt mere, end de egentlig skulle

hvorfor er det så, at der er ingen, der siger
at jeg er langt mere end alle andre piger
fordi jeg blot er en del af mængden
eller fordi jeg aldrig er bedre i længden?

jeg mærker stadig en puls, der kan strømme
og inderst inde har jeg jo stadig drømme
et spinkelt håb om skælsættende kærlighed
der vil oplive ihigåede dele til levende

jeg ser det ske for alle andre end mig
jeg har sågar endda set det ske for dig ..
hvad er det, jeg mangler, som de andre besidder
og hvornår er det atter mig, der vinder?

vinder jeg en dag din kærlighed med mine værdiløse ord
og vil det nogensinde være nok til at vække din tro
vil du en dag se mig, som andre ikke ser muligheden for
så jeg en dag finder et hjerte og et sted at bo

alt

det er tungt og svært at bære
og det vejer langt og mere
end andet jeg har måtte udstå

det er en følelse, der gennemtrænger
og trykker på hjertet og fylder
på steder, jeg ikke kan gå

jeg længes mod steder, jeg engang kunne betræde
jeg længes efter inderlig og oprigtig glæde
jeg ville ønske, jeg kunne elske dig, som jeg burde
at jeg havde evnen til at sige med ord, du er solen
der varmer de steder, jeg ikke kan mærke
og skaber eksplosioner af vanvid og mangel på styrke
til at modstå, hvad du af alle formår at vække
af ukendte, ukontrollerbare følelser, jeg ikke kan tække
jeg er et kaos af fremmet og nye indtog i min krop
og min krop giver ufrivilligt efter og følger trop
jeg forsøger forgæves at hæmme de kræfter
hvis midler til bekæmpelse jeg ikke mestrer
jeg blotter mit nøgne hjerte og lader det brænde
i håb om at det altid vil være nemmere at finde
under tabte visioner og krakelerede drømme
og latterlige handlinger i uanede og stride strømme

du kan trampe og træde på mig, som det passer dig
jeg er immun, når det kommer til smertens leg
jeg har hoppet og sprunget i dybe og fatale kløfter
af mørke, der skulle indeholde lys ifølge deres løfter
vil du lære at græde, så sæt dig ved min side
vil du lære at leve, så har jeg meget at give
vil du lære at drømme, så lyt til de bankende rytmer
vil du lære at føle, så sker det først, når alt andet brister

tag mig blot på mit ord, når jeg lader det stå som det visse
at kærlighed hverken lader dig vinde eller miste
altid er man alene den, der ser det eneste og blotte
men når man først har oplevet det, kan man knapt forstå det

jeg tror ikke på nogle af delene
før jeg har mærket, at mine dele kan hele
før jeg har rejst mig, hvorfra jeg er faldet
og genvundet troen på alt og atter flyder oven på vandet

jeg kunne aldrig bede dig vente på mig
men du skal vide, jeg vil vente på dagen
dagen, hvor jeg er klar til dig

for en stund

jeg har ikke brug for deres ord
jeg behøver ikke et hjem, hvor de bor
jeg har ikke brug for at søge ly
i resterne af lidenskabens forsømte by

jeg er træt at høre, hvad jeg skal og bør
jeg vil bare være til, inden jeg dør
inden jeg kvæles i forventninger fra andre
vil jeg blot lære at eksistere og forandre

jeg vil finde en stemme, der rører og skaber
steder, som jeg aldrig føler eller mærker
jeg vil bare være en anelse mere end lidt
uden at stå stille og mærke hvert eneste skridt

hvem end der reducerede mig til en skygge
en skygge af hver en sjæl, der lovede lykke
betyder ikke så meget, for jeg kender nu kræfter
der er stærkere en mange af de utallige løfter

jeg har fundet en stemme, der kan høres i mørket
en der vækker mig til live og giver mig styrke
til at synge den sang, som jeg så længe har gemt
vil jeg lade lyde, og for en stund vil alt være glemt

ikke længere

nu rejser jeg min vej igen
fordi jeg ikke længere er den
den jeg endelig var blevet til

jeg har kæmpet mange kampe og krige
blot for at blive den ynkelige pige
som jeg forlod og lagde bag mig

nu står jeg så atter her
her, hvor det hele startede
og hvad der så sker
er der ingen til at besvare

jeg følte, jeg vidste bedre
men jeg var ikke kommet en anelse videre
jeg vågnede til drømme om engang
og jeg følte evigt og atter en trang
til at efterlade alt tilbage
blot for at finde glemte dage

så sker det, at rastløsheden vinder
fordi det er ensomheden, jeg kender
det er der, jeg hører hjemme
der kan jeg altid finde en stemme
en stemme i mørket, der hvisker
når jeg ikke længere føler mig sikker

men jeg hører ikke noget længere
og jeg kan ikke bære byrden mellem min hænder
det hele var dømt til at dø på forhånd

jeg prøver så inderligt at finde den vej
som, jeg troede, jeg havde fundet før dig
jeg vil kæmpe og føle, at jeg er mere end det
du nogensinde gjorde mig til

en sidste del

hvad søger jeg i dagene af det glemte
og hvad redder jeg af alt det forsømte
hvornår vil jeg passere dit sidste minde
hvornår vil kampen mellem os bare ende?
af alle dage der er gået forbi
så holder jeg ikke mere indeni
jeg holder hverken drømme eller planer
og jeg savner dig mere, end du aner
jeg savner at mærke dig banke i mit hjerte
og jeg savner at mærke mere end bare smerte
og hvis bare mine tårer tog det hele bort
og mine dage kunne vende til andet end sort
hvor er du?
hvor har jeg glemt dig?
savner du?
lever jeg?
jeg ved ikke længere, hvor jeg skal lede
og det nytter intet blot at begræde
alt det der er forsvundet ind til et minde
som jeg aldrig vil være i stand til at finde
jeg savner at grine, føle glæde og latter
og jeg længes mod den dag, hvor jeg atter
finder dig
resten af mig