alt

det er tungt og svært at bære
og det vejer langt og mere
end andet jeg har måtte udstå

det er en følelse, der gennemtrænger
og trykker på hjertet og fylder
på steder, jeg ikke kan gå

jeg længes mod steder, jeg engang kunne betræde
jeg længes efter inderlig og oprigtig glæde
jeg ville ønske, jeg kunne elske dig, som jeg burde
at jeg havde evnen til at sige med ord, du er solen
der varmer de steder, jeg ikke kan mærke
og skaber eksplosioner af vanvid og mangel på styrke
til at modstå, hvad du af alle formår at vække
af ukendte, ukontrollerbare følelser, jeg ikke kan tække
jeg er et kaos af fremmet og nye indtog i min krop
og min krop giver ufrivilligt efter og følger trop
jeg forsøger forgæves at hæmme de kræfter
hvis midler til bekæmpelse jeg ikke mestrer
jeg blotter mit nøgne hjerte og lader det brænde
i håb om at det altid vil være nemmere at finde
under tabte visioner og krakelerede drømme
og latterlige handlinger i uanede og stride strømme

du kan trampe og træde på mig, som det passer dig
jeg er immun, når det kommer til smertens leg
jeg har hoppet og sprunget i dybe og fatale kløfter
af mørke, der skulle indeholde lys ifølge deres løfter
vil du lære at græde, så sæt dig ved min side
vil du lære at leve, så har jeg meget at give
vil du lære at drømme, så lyt til de bankende rytmer
vil du lære at føle, så sker det først, når alt andet brister

tag mig blot på mit ord, når jeg lader det stå som det visse
at kærlighed hverken lader dig vinde eller miste
altid er man alene den, der ser det eneste og blotte
men når man først har oplevet det, kan man knapt forstå det

jeg tror ikke på nogle af delene
før jeg har mærket, at mine dele kan hele
før jeg har rejst mig, hvorfra jeg er faldet
og genvundet troen på alt og atter flyder oven på vandet

jeg kunne aldrig bede dig vente på mig
men du skal vide, jeg vil vente på dagen
dagen, hvor jeg er klar til dig