en sidste del

hvad søger jeg i dagene af det glemte
og hvad redder jeg af alt det forsømte
hvornår vil jeg passere dit sidste minde
hvornår vil kampen mellem os bare ende?
af alle dage der er gået forbi
så holder jeg ikke mere indeni
jeg holder hverken drømme eller planer
og jeg savner dig mere, end du aner
jeg savner at mærke dig banke i mit hjerte
og jeg savner at mærke mere end bare smerte
og hvis bare mine tårer tog det hele bort
og mine dage kunne vende til andet end sort
hvor er du?
hvor har jeg glemt dig?
savner du?
lever jeg?
jeg ved ikke længere, hvor jeg skal lede
og det nytter intet blot at begræde
alt det der er forsvundet ind til et minde
som jeg aldrig vil være i stand til at finde
jeg savner at grine, føle glæde og latter
og jeg længes mod den dag, hvor jeg atter
finder dig
resten af mig

uden mig

jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger
kigger med lyttende blikke og sukker
mærker euforien svinde og eksplodere
i stykker af mangel på meget og mere
jeg indfanges i drømmenes spind
når jeg atter mangler steder at søge hen
jeg indhylles i lag af illusioner
og glemmer sagte livets frustrationer
jeg vakler og vælter i rester af dage
velvidende om, at de aldrig kommer tilbage
jeg har bøjet, faldet og kastet mig i støvet
og mange og utallige løfter har mig bedøvet
ladet mig tro på noget større, der kunne hele
hvad der er splintret i hundredetusinde dele
og når det så atter sker
at du ikke er her mere
når dage bliver til år
og tiden atter forgår
hvem holder mig så fra at falde
og hvem hører mig overhovedet kalde
når man efterhånden har levet i mangel på held
har man bare lært at klare det meste selv
jeg hader følelsen af behov, der uddækkeligt
når det med tiden bliver umætteligt
jeg ejer ikke evne til at afhænge af nogen
ej heller ejer jeg egentlig troen
der skal bære den drøm, vi deler
jeg ved, jeg er for meget for dig
jeg ved det, fordi jeg kender mig
jeg fylder, jeg smadrer og kvæler
alt, hvad du holder i dine hænder
du burde gå
du kan stadig nå
at finde en vej
uden mig

lige her

du finder veje at vandre i mit sind
og jeg lukker dig velvilligt ind
jeg lader dig valse ind i mit åbne hjerte
jeg lader dig rive itu og forårsage smerte
jeg smider mig uvidende på lagener af løgne
jeg ruller mig, drukner og forføres i drømme
på kanten mellem dig og det, jeg aldrig får
bliver det nøjagtigt som før, du går
du kommer selvfølgelig tilbage
med tid, med sorg, med smerte .. efter tusind dage

du længes, du søger
du mindes, du higer
efter kærlighed som det var engang
dengang vi havde mere en blot en trang
til udskælde, svælge os i smerte og vin
hvor du var min, og jeg var ganske din
jeg lod dig holde min hånd og mit begær
men som et lysglimt var det ikke mere
livet ramte os brutalt, selv om vi kæmpede
og jeg holdte en anelse længere og ventede
ventede naivt og kæmpende mod dæmoner i natten
jeg troede, du ville komme tilbage og tage det
tage det hele tilbage du havde sagt og gjort
gøre om, slette alt det forbandede lort
som du lavede, jeg forårsagede, vi satte til
men jeg var alene, et fragment, blot en lille del
af noget større der blev os begge for meget
som vi begge måtte slippe og bearbejde

den dag i dag holder jeg stadig på
at vi nåede det største, man kan nå
vi elskede for meget og mere, hvis man kan
men vi var langt fra kvinde og mand
vi var så unge og kunne ikke bære
hvad vi var afkrævet at være
måske en dag vil det være igen
og jeg vil tabe mig i dig og være mere end ven
jeg vil holde drømme, vi skabte
og denne gang vil jeg ikke vakle
jeg vil holde de rette værdier uden begær
så du ikke atter forsvinder men bliver her

måske

jeg ved ikke, hvorfor det vender tilbage
hvorfor holder jeg ubevidst i de dage
de dage som ikke holder eller er her mere
som jeg ikke engang ønsker skal eksistere?

jeg ønsker at forsvinde ind i anden virkelighed
baseret på nye relationer og foranderlighed
troen på jeg kan finde det bedste i det mindste
og finde potentiale i dets væsen til fantastisk
en overmenneskelig følelse af konstant vibration
i alting jeg foretager og enhver vision
om at skabe og kreere så uendeligt meget mere
end jeg tidligere har været i stand til at lære

det er ganske øjensynligt at for mange af de
med hvem jeg troede, jeg havde skabt værdi
skabt noget af betydning og mere mellem himmel og jord
ikke havde skabt mere end de blotte, sagte ord

nu tager jeg mig selv i at føle en smule hævngærrig
blot i mit ønske om at føle mig en anelse værdig
når jeg ønsker at rejse mig og genvinde lidt tro
på alt min iboende kærlighed atter kan gro
jeg søger ikke at forklare, hvordan jeg endte der
hvor jeg alene er skyldig i det, jeg ikke ser
jeg ser ikke, hvad synes så iøjnefaldende at se
som det eneste tænkelige mulige, der kunne ske

egentlig er jeg bare træt af at prøve på noget
som aldrig vil være mig rigtigt som lovet
jeg lever, eksisterer og finder vel glæde i andet
så hvorfor søger jeg efter ukendte ting i faldet?
hvor jagte smerte og pine frem for glæde i egne drømme
når jeg ved, at der kan jeg evigt og altid vinde
måske burde jeg blot give efter for banaliteten
og der vil det hele opstå som glæde i realiteten
for det er nærværende, til stede og ægte
og det er vel det, jeg har i mit evige sigte

mere

i et kort sekund indfangede det mig i sit spind
det lokkede, forførte og sugede mig problemfrit ind
i et øjeblik mistede jeg kontrollen og lod det ske
jeg overgav mig til troen om, at det kunne blive til
men jeg af alle ved, det aldrig og atter kan være
jeg er urokkelig i mine overbevisninger om mere
mere til livet end blot den krakelerende illusion
der evigt og altid vil efterlade den enkelte som kujon
når naiviteten sætter ind, og vi finder tro på mirakler
som er uvirkelige, umulige og aldrig når deres løfter
falder vi smertefuldt og mærker den fatale virkelighed
som ikke rummer et eneste gram af den ufattelige kærlighed
der er ikke romancer, kærlighed og evige bånd og drømme
der er forblindelse, illusioner og bristende planer
intet udstår nogensinde dets prøvelser i længden
og det vil hurtigt forsvinde og rinde ud i tiden
jeg tror bare ikke på det, for det kan ikke eksistere
og jeg har ikke evnerne til nogensinde at tro på det mere

complexity

who taught us to speak in silence?
who taught us to avoid the use of words?
who taught us to leave things behind us
when all we felt was hurt?

when did we stop telling how we feel?
when it'll only make us doubt if it's real?
how are we to know what to say and do
when we never really have a single clue?
I lie, I pretend and do what I think you want
and I forget what I need and what I really want
I search for the answers by questioning my self
and it will leave me inexplicable once again
I can't find the solution to insolvable things
I can't create inconceivable miracles out of nothing
I am merely just a girl made of nothing but life
and I seem to be the only to whom I can confide
all the broken dreams which arose from dark
as they were legally breaking my easy heart
I am tired of reading everything in to nothing
and I am tired of watching all the killing
all the killing of the things that could be
exactly what we all are longing to see
I am tired of lying to make it seem real
and I am tired of defining how I feel
it should be easy to know when to cry
it should be even easier to let it die
to laugh should be so simple and plain
and every try really shouldn't be in vain
how did happiness ever become so complex?
and how did we so easily find a way into distress?

things I am not proud of

I stayed too long, I wasn't strong
I couldn't leave, I was misconceived

I could easily have left for the sake of my babies
but it was not that easy to give up on my fantasies
my faith in forever and happily ever after with a man
who was loving me painfully and endlessly down in the sand
I lost my foothold and I slipped down in the abyss of pain
and all of the plans, hopes and dreams just came to nothing
I gave up on those who I should have chosen instead of him
and for that I feel ashamed and for giving so foolishly in
the forgiveness I met on the way as I was going back home
was undeserved but I had never made all alone on my own
I tried to be strong and pretend as if I was independent
but I failed in keeping up my facades by acting contended
I simply could not find the strength to watch him happy
carring on smiling and doing perfectly fine without me
and for my lack of indifference to his very being
I feel small, incredibly stupid and deeply wrong
in my search for more to life I found several men
and yet I did the same mistake all over again
surely I could not devote myself to their attention
since I was still intoxicated from my previous addiction
but I easily lost track of myself in their words
to avoid and comprehend more damage or hurt
and I am embarresed that I had to take advantage of men
only to get a fragile hold of myself again
and as I later experienced that I had always been wrong
in things I had defended in my belief of love
I must honestly apologize to those I have criticized
for trying to prove me wrong and make me realise
that I did not need to suffer for my convictions
it's forgivable to be wrong and then change them
it took a while and a lot to make it that far
but finally I made it where they probably are
I've learned to trust in the right kind of people
instead of giving myself away to the ones who are evil
I am so much more than he ever made of me
and I am so grateful for those who made me see
though the means and ways have been slightly wrong
I don't any longer need anyone's love to rely on

I am not proud of who I was and what I've done
but I am proud of who I am and what I've become