alt

det er tungt og svært at bære
og det vejer langt og mere
end andet jeg har måtte udstå

det er en følelse, der gennemtrænger
og trykker på hjertet og fylder
på steder, jeg ikke kan gå

jeg længes mod steder, jeg engang kunne betræde
jeg længes efter inderlig og oprigtig glæde
jeg ville ønske, jeg kunne elske dig, som jeg burde
at jeg havde evnen til at sige med ord, du er solen
der varmer de steder, jeg ikke kan mærke
og skaber eksplosioner af vanvid og mangel på styrke
til at modstå, hvad du af alle formår at vække
af ukendte, ukontrollerbare følelser, jeg ikke kan tække
jeg er et kaos af fremmet og nye indtog i min krop
og min krop giver ufrivilligt efter og følger trop
jeg forsøger forgæves at hæmme de kræfter
hvis midler til bekæmpelse jeg ikke mestrer
jeg blotter mit nøgne hjerte og lader det brænde
i håb om at det altid vil være nemmere at finde
under tabte visioner og krakelerede drømme
og latterlige handlinger i uanede og stride strømme

du kan trampe og træde på mig, som det passer dig
jeg er immun, når det kommer til smertens leg
jeg har hoppet og sprunget i dybe og fatale kløfter
af mørke, der skulle indeholde lys ifølge deres løfter
vil du lære at græde, så sæt dig ved min side
vil du lære at leve, så har jeg meget at give
vil du lære at drømme, så lyt til de bankende rytmer
vil du lære at føle, så sker det først, når alt andet brister

tag mig blot på mit ord, når jeg lader det stå som det visse
at kærlighed hverken lader dig vinde eller miste
altid er man alene den, der ser det eneste og blotte
men når man først har oplevet det, kan man knapt forstå det

jeg tror ikke på nogle af delene
før jeg har mærket, at mine dele kan hele
før jeg har rejst mig, hvorfra jeg er faldet
og genvundet troen på alt og atter flyder oven på vandet

jeg kunne aldrig bede dig vente på mig
men du skal vide, jeg vil vente på dagen
dagen, hvor jeg er klar til dig

for en stund

jeg har ikke brug for deres ord
jeg behøver ikke et hjem, hvor de bor
jeg har ikke brug for at søge ly
i resterne af lidenskabens forsømte by

jeg er træt at høre, hvad jeg skal og bør
jeg vil bare være til, inden jeg dør
inden jeg kvæles i forventninger fra andre
vil jeg blot lære at eksistere og forandre

jeg vil finde en stemme, der rører og skaber
steder, som jeg aldrig føler eller mærker
jeg vil bare være en anelse mere end lidt
uden at stå stille og mærke hvert eneste skridt

hvem end der reducerede mig til en skygge
en skygge af hver en sjæl, der lovede lykke
betyder ikke så meget, for jeg kender nu kræfter
der er stærkere en mange af de utallige løfter

jeg har fundet en stemme, der kan høres i mørket
en der vækker mig til live og giver mig styrke
til at synge den sang, som jeg så længe har gemt
vil jeg lade lyde, og for en stund vil alt være glemt

ikke længere

nu rejser jeg min vej igen
fordi jeg ikke længere er den
den jeg endelig var blevet til

jeg har kæmpet mange kampe og krige
blot for at blive den ynkelige pige
som jeg forlod og lagde bag mig

nu står jeg så atter her
her, hvor det hele startede
og hvad der så sker
er der ingen til at besvare

jeg følte, jeg vidste bedre
men jeg var ikke kommet en anelse videre
jeg vågnede til drømme om engang
og jeg følte evigt og atter en trang
til at efterlade alt tilbage
blot for at finde glemte dage

så sker det, at rastløsheden vinder
fordi det er ensomheden, jeg kender
det er der, jeg hører hjemme
der kan jeg altid finde en stemme
en stemme i mørket, der hvisker
når jeg ikke længere føler mig sikker

men jeg hører ikke noget længere
og jeg kan ikke bære byrden mellem min hænder
det hele var dømt til at dø på forhånd

jeg prøver så inderligt at finde den vej
som, jeg troede, jeg havde fundet før dig
jeg vil kæmpe og føle, at jeg er mere end det
du nogensinde gjorde mig til

en sidste del

hvad søger jeg i dagene af det glemte
og hvad redder jeg af alt det forsømte
hvornår vil jeg passere dit sidste minde
hvornår vil kampen mellem os bare ende?
af alle dage der er gået forbi
så holder jeg ikke mere indeni
jeg holder hverken drømme eller planer
og jeg savner dig mere, end du aner
jeg savner at mærke dig banke i mit hjerte
og jeg savner at mærke mere end bare smerte
og hvis bare mine tårer tog det hele bort
og mine dage kunne vende til andet end sort
hvor er du?
hvor har jeg glemt dig?
savner du?
lever jeg?
jeg ved ikke længere, hvor jeg skal lede
og det nytter intet blot at begræde
alt det der er forsvundet ind til et minde
som jeg aldrig vil være i stand til at finde
jeg savner at grine, føle glæde og latter
og jeg længes mod den dag, hvor jeg atter
finder dig
resten af mig

uden mig

jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger
kigger med lyttende blikke og sukker
mærker euforien svinde og eksplodere
i stykker af mangel på meget og mere
jeg indfanges i drømmenes spind
når jeg atter mangler steder at søge hen
jeg indhylles i lag af illusioner
og glemmer sagte livets frustrationer
jeg vakler og vælter i rester af dage
velvidende om, at de aldrig kommer tilbage
jeg har bøjet, faldet og kastet mig i støvet
og mange og utallige løfter har mig bedøvet
ladet mig tro på noget større, der kunne hele
hvad der er splintret i hundredetusinde dele
og når det så atter sker
at du ikke er her mere
når dage bliver til år
og tiden atter forgår
hvem holder mig så fra at falde
og hvem hører mig overhovedet kalde
når man efterhånden har levet i mangel på held
har man bare lært at klare det meste selv
jeg hader følelsen af behov, der uddækkeligt
når det med tiden bliver umætteligt
jeg ejer ikke evne til at afhænge af nogen
ej heller ejer jeg egentlig troen
der skal bære den drøm, vi deler
jeg ved, jeg er for meget for dig
jeg ved det, fordi jeg kender mig
jeg fylder, jeg smadrer og kvæler
alt, hvad du holder i dine hænder
du burde gå
du kan stadig nå
at finde en vej
uden mig

lige her

du finder veje at vandre i mit sind
og jeg lukker dig velvilligt ind
jeg lader dig valse ind i mit åbne hjerte
jeg lader dig rive itu og forårsage smerte
jeg smider mig uvidende på lagener af løgne
jeg ruller mig, drukner og forføres i drømme
på kanten mellem dig og det, jeg aldrig får
bliver det nøjagtigt som før, du går
du kommer selvfølgelig tilbage
med tid, med sorg, med smerte .. efter tusind dage

du længes, du søger
du mindes, du higer
efter kærlighed som det var engang
dengang vi havde mere en blot en trang
til udskælde, svælge os i smerte og vin
hvor du var min, og jeg var ganske din
jeg lod dig holde min hånd og mit begær
men som et lysglimt var det ikke mere
livet ramte os brutalt, selv om vi kæmpede
og jeg holdte en anelse længere og ventede
ventede naivt og kæmpende mod dæmoner i natten
jeg troede, du ville komme tilbage og tage det
tage det hele tilbage du havde sagt og gjort
gøre om, slette alt det forbandede lort
som du lavede, jeg forårsagede, vi satte til
men jeg var alene, et fragment, blot en lille del
af noget større der blev os begge for meget
som vi begge måtte slippe og bearbejde

den dag i dag holder jeg stadig på
at vi nåede det største, man kan nå
vi elskede for meget og mere, hvis man kan
men vi var langt fra kvinde og mand
vi var så unge og kunne ikke bære
hvad vi var afkrævet at være
måske en dag vil det være igen
og jeg vil tabe mig i dig og være mere end ven
jeg vil holde drømme, vi skabte
og denne gang vil jeg ikke vakle
jeg vil holde de rette værdier uden begær
så du ikke atter forsvinder men bliver her

måske

jeg ved ikke, hvorfor det vender tilbage
hvorfor holder jeg ubevidst i de dage
de dage som ikke holder eller er her mere
som jeg ikke engang ønsker skal eksistere?

jeg ønsker at forsvinde ind i anden virkelighed
baseret på nye relationer og foranderlighed
troen på jeg kan finde det bedste i det mindste
og finde potentiale i dets væsen til fantastisk
en overmenneskelig følelse af konstant vibration
i alting jeg foretager og enhver vision
om at skabe og kreere så uendeligt meget mere
end jeg tidligere har været i stand til at lære

det er ganske øjensynligt at for mange af de
med hvem jeg troede, jeg havde skabt værdi
skabt noget af betydning og mere mellem himmel og jord
ikke havde skabt mere end de blotte, sagte ord

nu tager jeg mig selv i at føle en smule hævngærrig
blot i mit ønske om at føle mig en anelse værdig
når jeg ønsker at rejse mig og genvinde lidt tro
på alt min iboende kærlighed atter kan gro
jeg søger ikke at forklare, hvordan jeg endte der
hvor jeg alene er skyldig i det, jeg ikke ser
jeg ser ikke, hvad synes så iøjnefaldende at se
som det eneste tænkelige mulige, der kunne ske

egentlig er jeg bare træt af at prøve på noget
som aldrig vil være mig rigtigt som lovet
jeg lever, eksisterer og finder vel glæde i andet
så hvorfor søger jeg efter ukendte ting i faldet?
hvor jagte smerte og pine frem for glæde i egne drømme
når jeg ved, at der kan jeg evigt og altid vinde
måske burde jeg blot give efter for banaliteten
og der vil det hele opstå som glæde i realiteten
for det er nærværende, til stede og ægte
og det er vel det, jeg har i mit evige sigte