morgenmelankoli

til tider drømmer jeg der, hvor facaderne falder
skræmte miner, latterligt svage karakterer kalder
de kalder mit navn og beder om barmhjertighed
eftersom de blot er ofre for omfattende kærlighed
og hvad er jeg så blevet i lyset af de dage, vi havde
hvilke iturevne minder skal eksistere i min kladde
over ord og vokaler om inderlig smerte i form af poesi
som udgør de menneskelige dele, jeg stadig rummer indeni
jeg føler ikke, mine tanker længere kan rumme de ord
som alle unægtelig forcerer og siger, de tror
tror vil gøre min verden en anelse mere udholdelig
og måske gøre mig en lille smule mere medgørlig
det er ikke det, de sagte ord længere siger
men det er skrevet i blikket af patetiske piger
pigebørns øjne lyver og fortæller de sande løgne
som atter drukner i begær, lysglimt og drømme
drømme om egenvinding og en smule af den famøse succes
som nogle har bildt dem ind, de besidder og kan lægge til
lægge til de selvhævede kundskaber de mænger sig med
mens værdierne lider en langsom nedsmeltning og falder ned
måske står jeg så til stadighed tilbage som hende, I glemte
blot fordi jeg ikke solgte min sjæl, men blev hjemme i det kendte
jeg forgav aldrig drømme, der aldrig havde en chance i dagens lys
og det var aldrig mig, der stjal og forførte mig til lånte kys
jeg var ikke naiv i natten og troede på deres fatale løfter
og jeg kunne aldrig finde håb om de fantastiske kræfter
som enhver af jeres milepæle fastslog, de ville løfte jer med
og nu er de faldet, og I erkender atter, at kærlighed aldrig varer ved
det er næsten bittert at se jer lide den skæbne, som var forbeholdt mig
men I lyttede jo ikke til mine forudsigelser om smertens leg, nej
så I betaler den pris, det koster at sælge sig selv
til dem, der atter og aldrig vil betale jer igen
selv når I finder de knuste mærkater af løfter og drømme
der sendte jer til livets overflade, inden I lærte at svømme
.. så velkommen til kærlighed, livet og den evigtstående fantasi
der indkapsler mig i en silhouet af beskyttende morgenmelankoli