trofast

dine klør indgraver sig dybt i mit sind
og du holder mig bevidst tilbage og hen
du drager mig mod dit tiltalende væsen
blot for at bekræfte din viden
om alle mine svage punkter
hvis udnyttelse du glimrende mestrer

du har hverken en særlig skygge eller form
du følger ingen gennemskuelig eller fastlagt norm
du fremspringer altid i refleksionen af noget, jeg troede var glemt
og du huserer i billeder af smerte og gru, som i fortiden er hent

men hvor mange gange skal jeg slå dig ihjel?
før jeg indser, det er noget eksistentielt
du er blot en spejling af mit inderste mørke
du symboliserer min evige mangel på styrke

når jeg lader dig tage min strenge og tage min kontrol
får du den uden kamp, smerte eller vold
du franarrer mig selvbeherskelse alt for let
fordi jeg har druknet min vilje i intet og væk

jeg er din brugbare, sårbare silhouet
af en dyrebar og anvendelig manchet
en indledning på en farbar vej, hvor du er herre
og jeg er alt, du vil have, jeg skal være