uden mig

jeg ved ikke, om der er nogen, der kigger
kigger med lyttende blikke og sukker
mærker euforien svinde og eksplodere
i stykker af mangel på meget og mere
jeg indfanges i drømmenes spind
når jeg atter mangler steder at søge hen
jeg indhylles i lag af illusioner
og glemmer sagte livets frustrationer
jeg vakler og vælter i rester af dage
velvidende om, at de aldrig kommer tilbage
jeg har bøjet, faldet og kastet mig i støvet
og mange og utallige løfter har mig bedøvet
ladet mig tro på noget større, der kunne hele
hvad der er splintret i hundredetusinde dele
og når det så atter sker
at du ikke er her mere
når dage bliver til år
og tiden atter forgår
hvem holder mig så fra at falde
og hvem hører mig overhovedet kalde
når man efterhånden har levet i mangel på held
har man bare lært at klare det meste selv
jeg hader følelsen af behov, der uddækkeligt
når det med tiden bliver umætteligt
jeg ejer ikke evne til at afhænge af nogen
ej heller ejer jeg egentlig troen
der skal bære den drøm, vi deler
jeg ved, jeg er for meget for dig
jeg ved det, fordi jeg kender mig
jeg fylder, jeg smadrer og kvæler
alt, hvad du holder i dine hænder
du burde gå
du kan stadig nå
at finde en vej
uden mig