atter

jeg venter til stadighed på det
der skal få det hele til at ske
jeg venter i troen på det bedste
fordi jeg intet har at miste
jeg har mistet så mange gange før
og jeg ved nu, at jeg ikke dør
af de smerter andre forvolder
uanset hvor meget jeg holder
af de minder de tager med
ved jeg, det ikke varer ved
med tiden vil det passere
og det vil ikke være her mere

tiden er mere end bare relativ
og måske er jeg blot en anelse naiv
men jeg vil så gerne tro på mere
at det virkelig kan eksistere
men jeg ved jo godt, det ikke hænder
det er aldrig evigt, det ender
intet er stærkere end andet
og vi tager hinanden med i faldet
vi falder i ord af smerte og skrig
fordi vi ikke kan magte, hvad der skal til
vi har ikke styrke og mod
til at finde vej i vores rod
af forvirrende tanker og smerter
som har plantet sig i vores hjerter

jeg vil ikke holde på troen mere
for jeg har ikke evner til at forcere
et smil der antyder troen på noget større
når jeg kun tror på ting, der bliver til værre
kærlighed er blot en selvkreeret illusion
skabt af de der ikke vil være alene og itu
men alting kan samles, limes og heles
og alle ting kan jo bare deles
deles mellem to der tror de elsker
og når det ender, er det svært at miste
så jeg holder på mit af frygt og viden
for jeg vil ikke miste mig selv i tiden
jeg vil ikke falde i kløerne på det
der har sat alt for mange knuste hjerter til
jeg vil være hel og ikke knækkes fordi
jeg atter og igen ikke er mulig at befri
fra fortidens tyranniserende væsen og dybde
som endnu og atter gør mig umulig at elske