egentlig

i et øjeblik hvor det hele er slående
finder jeg atter mig selv uforstående
jeg benægter, når jeg ser det ske
og jeg kan ikke sætte det til
jeg ville ønske, jeg kunne slippe
springe og falde fra min faste klippe
men jeg holder på kendt og sikkert
og holder mig stående, når det vipper
jeg er ikke længere overbevidst om
at dagen kommer, hvor det hele går op
hvor du siger de ord, jeg mangler
og sletter mine fortvivlede tanker
hvis jeg lyver og siger, jeg tror
vil du måske med tiden finde ord
men jeg kan ikke længere se det
og jeg tror ikke, jeg kan blive ved
jeg tror for meget på tosomhed
og du minder mig om dage med ensomhed
i din overmand hørte jeg det hele
alt, som du ikke vil dele
måske var det intet og vil passere
men hvad hvis det virkelig er mere?
hvis den følelse af samhørighed
der fyldte mig med en tro på kærlighed
virkelig kan eksistere og blive til
så er det måske det, jeg i virkeligheden vil.