brug mig

jeg har bare brug for, at du ser
når jeg inderligt og ydmygt beder
til nogen eller noget, hvis eksistens jeg ikke kender
men hvortil jeg sætter min inderlighed og bønner

jeg beder ikke, fordi jeg bliver et bedre menneske
eller fordi der er noget, mine ord kan ændre
jeg beder fordi, der ikke er andet, jeg kan
når jeg søger efter din mening om noget eller andet

jeg har brug for din kærlighed til at opløfte mit væsen til mere
end et stadie, hvorpå jeg kun blot og næppe kan eksistere
jeg vil gerne høre dig sige, at jeg er mere end nogen anden
fordi du rører mig som pokker og bare fanden
jeg vil hoppe og træde på hver en mening, der måtte være
hvis blot du ville tage min hånd og lade mig være
den, du tiltror dine inderste ønsker og dybeste kvaler til
der er intet, jeg i virkeligheden hellere vil

jeg er ligeglad med, hvad andre ytrer af syn på kærlighed
for jeg kan ikke undgå at føle, at du er mere end en tilfældighed
jeg vil have, at din indgang i mine inderste gemakker er af dybere karakter
og jeg ønsker så inderligt, at du bare vil blive her

jeg ved godt, min fortid skygger over hver en handling, jeg foretager
men bag alle min parader og facader, der lover jeg, at der eksisterer
en pige, der er i stand til at love og holde løfter, du ikke kan fatte
men du bliver nødt til at kæmpe for hende, hvis du vil have det

jeg har brug for at elske dig, fordi du er det bedste, der er sket
og jeg har brug for at være alt, du aldrig nogensinde har set
du betager mig og skaber en længsel, jeg ikke vidste, jeg havde
og jeg vil ikke længere skjules bag min selvkreerede facade

jeg har brug for dig uden at have haft dig
jeg har haft dig uden at bruge dig
jeg har fejlet i et øjebliks tvivl
for blot at indse jeg kun vil være din

røde nuancer

jeg genoplever glemte gange i mine tomme rum
og det flyder og udfylder, hvor der har været så tomt
smertelige timer af blødende, meningsløs smerte
overflødiggøres og omformes til en duplikat af værdig
det er næsten ved og ufatteligt tæt på
at hele verden synes at stoppe og gå i stå

du taler et sprog, mine defensiver ikke kan bekæmpe
og du snor dig uden om mine evner til at fortrænge
følelser på dets mest basale og opstående stadie
og du rammer mig hårdt, brutalt og fatalt

jeg kan hverken indse eller overse
hvad du smadrer min bevidsthed med
for jeg tør ikke, vil ikke, kan ikke
opleve denne følelse af øjeblikke
du skaber med dit blotte tilstedevær
som burde du ikke være andet end her

du giver mig lyst til at synge, så ordene slipper op
danse i nattens skygger indtil solen stiger op
du giver mig lyst til at male melankoliens kvaler
i røde nuancer og toner af forårsregn, der daler
i dråber, der spredes med vindens hastighed
der nedlægger mine parader og udformer mulighed
du giver mig lyst til at grine og lade latteren trille
så mit hjerte galoperer, som havde det aldrig været lille

du er indbegrebet af årsag til min årelange venten
på at der måtte være mere end en følelse af intet
jeg har lyst til atter at  leve og elske uden at kæmpe
du kunne være den mening, jeg har manglet så længe

frøperspektiv

når solen kaster sine stråler på mit halvdunkle sind
føler jeg til stadighed, at der uendeligt langt igen
jeg spejler mig i perfektionens trættende vinde
og eftersøger formularen, der vil gøre mig til hende
hende, du drømmer om, når natten finder sig til rette
hende, du ønsker at indstøbe i hvert et øjeblik af charme

fremtid, selvransagelse, formering og eksponering
materialisering, investering og budgettering

ordene skygger for mine udsigter til mere, end jeg kan se
når jeg drømmer om kærlighed, er det bare mere end det
så dine flotte planer kan ikke købe dig ind
kan ikke nedfælde mine skrammede og vaklende ben
jeg forblindes ikke af materialismens lokkende natur
jeg er endelig fri som fuglen, og du kan ikke sætte mig i bur
jeg er ikke længere hjemsøgt af dæmoners tyranniserende tanker 
jeg er frigjort fra fortidens tunge lænker

hvis du hele dit liv havde ligget ned
set verden i et tyngende frøperspektiv
fastgjort af dine egne hæmmende overbevisninger
og andres udnyttelse af dine svage karakterer

ja, så ville du måske kunne forstå
at når du endelig kan mærke og udstå
følelsen af uendelighed lige ved din fod
følelsen af aldrig igen at skulle vende om
tilbage til mørke, hvorfra du kom
et enkelt tilbageblik, dertil hvor du stod

så ville du aldrig prøve at passe mig ned
i en kasse af drømme, der ikke kommer mig ved
jeg er ikke som dig, som de fleste er flest
jeg lever af problemer, de styrker mig mest
jeg lever i kampens glødende hede
der er jeg endelig i stand til at leve
 

min daglige pine

jeg er ikke sikker på, om det sker
om det i virkeligheden er noget, der er her
for jeg synes at forveksle intet med noget eller mere
og jeg fatter ikke en brik, når jeg ser det passere

jeg er så vant til at stå på egne ben
og jeg har ikke brug for en
til fylde mig med lovende ord og planer
der blot er indbygget i lemfældige vaner
de er indbygget i din daglige rutine
de udgør min daglige pine
hver dag kæmper jeg krige og kampe
jeg immuniserer mit hjerte
jeg er ikke i stand til at vurdere
om du blot er venlig eller mere

jeg har revner, sprækker og flækker
alle de steder jeg er gået i stykker
jeg er sort som natten og dets mørke
og al min tilsyneladende styrke
er ar efter alt det, jeg har måtte udstå
for i dag hverken at være næsten ved eller tæt på
at være poleret eller perfekt
og derfor er min kærlighedsevne defekt

så egentlig er jeg indbegrebet af stædig og tvær
men inderst inde ønsker jeg, at du bliver
og selv om jeg slår med brændende fraser
for at skræmme dig og jage dig bort i laser
så håber jeg i al beskedenhed, at du har sammenhængskraft
og jeg slår dig, det ved jeg
og du vil bløde, det ved jeg
intet med mig er roser og sukkersødt
det er nærmere dystert og bittert

så hvis du stadig står, når dagen går på hæld
hvis du vælger at fortsætte alligevel
så skal du vide, at jeg bag min facade håber og beder
at jeg slår mine øjne op og ser
ser, at du er den, der bliver her

ekkotomt

jeg henfalder ofte i en stund af melankoli
til at give efter for længslens fængslende eufori
så er det jeg instinktivt indespærrer det bag mit hjerte
inden jeg erfarer dets indbærende smerte, jeg ikke kan bære

i mit spejlbillede ser jeg intet andet end glemt
og fragmenter af tilstedeværelse, der er tidligere hent
forbipasserende glæde og falmende drømme
der nedsmelter og forsvinder i linde strømme
de glider ned over min distræte bevidsthed
og langsomt, men sikkert, tilsøles jeg i ensomhed
min egen stolthed har fanget mig i et spind
af mangel på evne til at lukke en eneste anden ind
jeg har indskrumpet, fortæret og opbrugt overskydende plads
i mit ekkotomme, forladte og støvede hjertepalads
tilbage er kun et stående rum
hvor alt er hult og slående tomt
her sidder jeg sammenklemt og alene
og holder på alle de dele, jeg ikke kan dele
tusinder af stykker, der ikke vil hele

jeg drukner i drømme, der flyder over alt
alle andre har så mange af dem - kort fortalt
jeg ejer kun en enkelt, jeg evigt kæmper med
drømmen om atter at drømme igen

stadier

min sindssyge har udviklet sig til et stadie
jeg er ude af kontrol til at kontrollere
jeg er ikke længere selv mine værste dage værdig
og mine tårer falder ned i en sammensmeltning af værre

for herfra bliver det aldrig godt igen
jeg vil aldrig nogensinde blive den
fønix, de forventer, jeg vil forvandle mig til
uden de gør hverken fra eller til
det ville jo også være umenneskeligt let
at gå fra udmattet til en udgave af træt
men selv det er mere, end jeg orker
selv mine drømme er for trætte til at komme
når jeg sover

sug, sug nu til for fanden
udsult og udhul mine jordiske rester
jeg var død længe før, du satte mig til
og nu er der ikke andet, jeg vil
end ligge her i græsset og føle
føle vinde, der rører sig kælent
en sidste følelse af noget levende
mens jeg indtager et stadie af svævende
hvorfor jeg skal oprejse mig og kvæle mig selv
og atter og endeligt slå det hele ihjel

på en måde

jeg har lyst til at være en bedre udgave af dig
for i dine skygger ser jeg randen af perfektion
jeg vil udsulte, dræne og overfører til mig
hver en sammensætning, fiber, binding og ion
du er opbygget, sammensmeltet og konstrueret af
så jeg kan udfylde dine drømme og få, hvad du vil have

jeg har lyst til at hengive, forfalde og fordærve
alle opstående brister, der lækker faretruende smerte
sorte, klistrende dråber af fortid og længsel
der tilsøler mig og indespærrer mig i et selvskabt fængsel

jeg savner at elske dig, fordi jeg savner dig
jeg savner at elske mig, fordi jeg savner mig
så på en måde savner jeg at miste mig selv
men jeg er bange for, jeg aldrig dukker op igen