træt

hvordan skal jeg fortælle dig, hvor træt jeg er
hvor udmattet jeg føler mig, når jeg ser
vågner op til dage, hvor jeg knapt kan holde mig stående
fordi virkeligheden er så ufatteligt slående

jeg er træt at drømme drømme, hvor du huserer og reagerer
hvor du fylder mig med håb og ord, der atter forsvinder
når morgendagen falder og rammer mig, hvor jeg er den
der altid og alene kun vil være din ven

et hjem

når alle andre fortaber sig i drømme
om hvilke hvis virkelighed ingen kan bedømme
så drukner jeg i realiteter og virkelighed
fordi jeg ser, hvad andre ikke evner i almindelighed

jeg ved ikke, om jeg ser meget mere
men jeg tror, det er mere end flere
der ligesom jeg ville ønske, de kunne
langt mere, end de egentlig skulle

hvorfor er det så, at der er ingen, der siger
at jeg er langt mere end alle andre piger
fordi jeg blot er en del af mængden
eller fordi jeg aldrig er bedre i længden?

jeg mærker stadig en puls, der kan strømme
og inderst inde har jeg jo stadig drømme
et spinkelt håb om skælsættende kærlighed
der vil oplive ihigåede dele til levende

jeg ser det ske for alle andre end mig
jeg har sågar endda set det ske for dig ..
hvad er det, jeg mangler, som de andre besidder
og hvornår er det atter mig, der vinder?

vinder jeg en dag din kærlighed med mine værdiløse ord
og vil det nogensinde være nok til at vække din tro
vil du en dag se mig, som andre ikke ser muligheden for
så jeg en dag finder et hjerte og et sted at bo

alt

det er tungt og svært at bære
og det vejer langt og mere
end andet jeg har måtte udstå

det er en følelse, der gennemtrænger
og trykker på hjertet og fylder
på steder, jeg ikke kan gå

jeg længes mod steder, jeg engang kunne betræde
jeg længes efter inderlig og oprigtig glæde
jeg ville ønske, jeg kunne elske dig, som jeg burde
at jeg havde evnen til at sige med ord, du er solen
der varmer de steder, jeg ikke kan mærke
og skaber eksplosioner af vanvid og mangel på styrke
til at modstå, hvad du af alle formår at vække
af ukendte, ukontrollerbare følelser, jeg ikke kan tække
jeg er et kaos af fremmet og nye indtog i min krop
og min krop giver ufrivilligt efter og følger trop
jeg forsøger forgæves at hæmme de kræfter
hvis midler til bekæmpelse jeg ikke mestrer
jeg blotter mit nøgne hjerte og lader det brænde
i håb om at det altid vil være nemmere at finde
under tabte visioner og krakelerede drømme
og latterlige handlinger i uanede og stride strømme

du kan trampe og træde på mig, som det passer dig
jeg er immun, når det kommer til smertens leg
jeg har hoppet og sprunget i dybe og fatale kløfter
af mørke, der skulle indeholde lys ifølge deres løfter
vil du lære at græde, så sæt dig ved min side
vil du lære at leve, så har jeg meget at give
vil du lære at drømme, så lyt til de bankende rytmer
vil du lære at føle, så sker det først, når alt andet brister

tag mig blot på mit ord, når jeg lader det stå som det visse
at kærlighed hverken lader dig vinde eller miste
altid er man alene den, der ser det eneste og blotte
men når man først har oplevet det, kan man knapt forstå det

jeg tror ikke på nogle af delene
før jeg har mærket, at mine dele kan hele
før jeg har rejst mig, hvorfra jeg er faldet
og genvundet troen på alt og atter flyder oven på vandet

jeg kunne aldrig bede dig vente på mig
men du skal vide, jeg vil vente på dagen
dagen, hvor jeg er klar til dig